Fokus på disruption til årets VIP Event i Faxe
Business Faxe Copenhagen er til september endnu en gang vært for en spændende aften med foredrag, debat, netværk, inspiration og mad og drikke.
KONFERENCE Når Business Faxe Copenhagen igen indbyder til VIP-konference den 22. september, er der lagt op til en aften der byder deltagerne på både spændende inspiration, og rig mulighed for at pleje og udvide sit netværk.
Eventet, der i sin tid var planlagt til at foregå på Kultunariet i Haslev, er flyttet til Peder Oxe Hallen på Gisselfeld Kloster, og forklaringen herpå er ganske enkel.
- Flytningen skyldes, at vi allerede her i juni måned har ligeså mange tilmeldinger som vi endte på sidste år - 160 personer.
Vi håber derfor på mere end 250 tilmeldinger i år, som kan glæde sig til et event i nogle fantastiske omgivelser på Gisselfeld Kloster, fortæller Jesper Ib Paulsen, direktør for Business Faxe Copenhagen.
'Disruption' er hovedtema
Årets tema på konferencen er 'disruption', som handler om de revolutionerende forskydninger og transformationer man ser i og omkring mange brancher i disse år.
Der er således mange eksempler på hvordan traditionel forretning og virksomhedsdrift i gamle succesrige virksomheder pludselig går til grunde, mens nye konkurrenter kommer ud af ingenting og overtager deres markeder, med en helt ny tilgang til forretningsområdet.
Gode eksempler på disruption er fx verdens største taxa-selskab Uber, som ikke ejer én eneste taxa selv, men bygger på formidling af taxakørsel via et softwareprogram.
Eller verdens største udbyder af overnatninger - Airbnb - der ikke ejer ét eneste hotelværelse selv, men blot formidler salg af overnatninger. Og sådan kunne man pege på mange andre eksempler på disruption fra vores dagligdag.
- Vi sætter på konferencen fokus på disruption, for at pege på nødvendigheden af at forholde sig til, at verden omkring os udvikler sig med lynets hast, og at man som virksomhed skal være parat til at håndtere forandringer og udvikling, der udfordrer virksomheden på eksistensen.
Man vælger jo selv, om disruption skal ses som en trussel, eller som en mulighed, siger Jesper Ib Paulsen og supplerer:
Meningen er, at deltagerne skal tage noget med sig hjem fra arrangementet, og udover en lækker bespisning og plads til at pleje sit netværk og knytte nye kontakter, så handler det naturligvis først og fremmest om at blive inspireret af aftenens indlæg, til at gå hjem og berige sin egen virksomhed.
Vind en weekend i selskab med en Tesla
VIP Eventet, der ikke blot er for medlemmer af Business Faxe Copenhagen og deres gæster, men også giver deltagere 'udefra' mulighed for at melde sig til, byder foruden det faglige program og det kulinariske indhold, også på et nærmere kig på Tesla's el-biler, idet Tesla stiller op med en udstilling af deres modelprogram.
Tre Erhvervpriser uddeles samtidig
Udover aftenens spændende indlæg byder programmet også på uddeling af hele tre forskellige erhvervspriser. Med medvirken fra PwC kåres nemlig
1) "Årets virksomhed",
2) "Årets iværksættervirksomhed" og
3) "Årets CSR-virksomhed",
naturligvis alle tre fra Faxe Kommune. Det sker for at hylde nogle af de lokale virksomheder, der har udmærket sig særligt inden for hver enkelt kategori.
- Vi kender jo alle værdien af at modtage anerkendelse, og synes også at lokale virksomheder skal have et klap på skulderen, når de har markeret sig ud over det sædvanlige. Det er det vi gør med de tre priser. Planen er, at vi fremover uddeler priserne én gang årligt, når der i efteråret afholdes VIP Event, siger Jesper Ib Paulsen.
Målgruppen for VIP Eventet er som altid både medlemmerne af Business Faxe Copenhagen og deres gæster, men også deltagere 'udefra', dvs. fra andre dele af landet.
Jesper Ib Paulsen fortæller i den forbindelse, at VIP Eventet bestemt er for alle interesserede.
- Sidste år var der faktisk hele 65% af deltagerne, der kom udenfor Faxe Kommune. Det glæder os bare, for det giver os mulighed for at vise vores kommune frem for virksomheder fra andre kommuner i hele landet siger han.