Fortsæt til indhold

"Jeg bygger snart en betonmur rundt om huset"

"Jeg gider ikke mere. Hvis ikke kystsikringen snart kommer på skinner, så må jeg bygge en betonmur rundt om mit hus. Det mener jeg helt seriøst," siger Jyllinge-beboeren Peter Larsen Lund, som for tredje gang skal brække gulvet op efter vandskader

Samfund
Kenneth Tanzer

"Jeg gider ikke mere, og jeg orker ikke mere."
Peter Larsen Lund, beboer på Fasanvænget i Jyllinge Nordmark, ryster opgivende på hovedet, da Lokalavisen Egedal træffer ham torsdag formiddag i det stormflodsramte område.
For tredje gang på få år må han se sit hus tabe kampen mod vandmasserne - først var det stormen Bodil, så kiggede Egon forbi, og i juledagene var det så Urd's tur til at spille med musklerne.
"Der gik hul på en "watertube" på Lærkevej bag Fasanvænget, og det kostede mig en oversvømmelse, så nu kan jeg for tredje gang gå herude og pille gulvet op - og måske skifte vægge, hvis fugten er trængt ind. Selvom forsikringen dækker noget af det, så har jeg selv smidt mange tusinde kroner i de her genopbygninger, og derudover kommer vel 1500 arbejdstimer," siger Peter Larsen Lund, der erkender, at han nu rammes hårdt på pengepungen.

Kan ikke sove om natten

"Det er et hus, som jeg lejer ud, så jeg må igen kigge langt efter lejeindtægter. De penge er vigtige for mig, og dem kommer jeg til at mangle," siger Peter Larsen Lund, mens han bærer de våde gulvbrædder ud på en trailer.
Rent mentalt. Hvor hårdt rammer denne stormflod?

"Meget meget hårdt. Når jeg hører det mindste om forhøjet vandstand i Roskilde Fjord, så kan jeg ikke sove om natten. Det er forfærdeligt."
Selvom ærgrelsen fylder mest hos Peter Larsen Lund, så er han også vred over den politiske håndtering af det planlagte kystsikringsprojekt.
"Jeg føler, at vi borgere herude slår i en blød pude, når vi beder om at få sat skub i det projekt. Det kan ikke være rigtigt, at fjorten-femten mennesker kan forsinke det så meget. Jeg er træt af snakken frem og tilbage, mens stormene smadrer vores huse. Nu vil jeg se handling," siger Peter Larsen Lund, som er klar til at tage sagen i egen hånd.
"Jeg er derhenne, hvor jeg seriøst overvejer at bygge en betonmur rundt om mit hus, så vandet kan holdes væk. Det koster nok en 300.000-400.000 kr., og jeg ved ikke hvad naboerne ville sige, men hvis ikke der snart sker noget med den kystsikring, så må jeg kigge på muligheden," siger han.

Efter Bodil-stormen fik Peter Larsen Lund en halv meter vand ind i huset. Ved Egon-stormen gik det "kun" ud over garagen, men denne gang er gulvet igen ramt af vandskader.
Julen har været alt andet end sød ved Peter Lund Larsen, hvis gulv er lige til at smide ud.
"Jeg føler, at vi borgere herude slår i en blød pude, når vi beder om at få sat skub i det kystsikringsprojekt," siger Peter Lund Larsen.