Fortsæt til indhold

Pas på dig selv og dit hus nytårsaften

Fyrværkeri er flot, men kan også være farligt, både for dig selv og dine omgivelser. Og det er ikke kun øjnene, der er udsatte

Samfund
Arkiv

Vi hører det igen og igen. År efter år: Pas på dig selv nytårsaften. Hvert år melder skadestuerne om personskader – og især øjnene er udsatte.
”De fleste skader opstår i forbindelse med antændelse af fyrværkeri, enten fordi fyrværkeriet er defekt, eller fordi det ikke antændes og affyres korrekt. Det går typisk ud over fingre og øjne, men der kan sagtens ske ulykker, selvom det ikke er en selv der fyrer af. Vi ser blandt andet skader, hvor personer bliver ramt i hovedet af pinde fra raketter, der falder til jorden,” siger salgschef Allan Frydendal Jensen fra Topdanmark i Aabenraa-området.
Opfordringen er derfor, at man husker beskyttelsesbriller og holder sig på afstand, når andre fyrer af.
”De klassiske fyrværkeriråd som at være påpasselig – og ikke at gå tilbage til fuser – holder altså stadigvæk. Fyrværkeri er ikke blevet mindre farligt end tidligere,” siger Allan Frydendal Jensen.

130 brande i 2015

Det er ikke kun personskader, der sker nytårsaften. Mange oplever også at få skader på deres hus – f.eks. på grund af vildfarende raketter, eller krudt fra romerlys, som lander på overdækkede terrasser.
Sidste nytårsaften og dagene omkring, anmeldte 130 kunder hos Topdanmark skader på deres hus som følge af fyrværkeri.
”Vi har set eksempler på skader, som kun var kosmetiske, men også større brandskader. Derfor er det en god idé ikke at være for tæt på huset, når der skal fyres af – og eventuelt have en spand vand i nærheden, så der er mulighed for at slukke en mindre brand,” siger Allan Frydendal Jensen.
Gode råd til en sikker nytårsaften:
Husk sikkerhedsbriller – også selvom man bare kigger på
Hold afstand til fyrværkeriet, og sørg også for at børn er i sikker afstand fra fyrværkeriet
Sæt raketterne i en flaske på et stabilt underlag
Gå aldrig tilbage til en fuser
Køb kun godkendt fyrværkeri og aldrig hjemmelavet fyrværkeri
Gå så vidt muligt væk fra beboelse, når der skal fyres af
Hav en spand vand klar i tilfælde af småantændelser