Fortsæt til indhold

Mægtigt mad, sørgelig service – Torsdags-Tapas hos VinDanmark

Samfund
Af Kirstine Anker, Aarhus Update

T for Torsdag. T for Tapas. T for Service. Men hov, der er da ikke “t” i service? Nej, men det passer skam fint, for der var stort set ingen service hos VinDanmark denne torsdag aften. VinDanmark er en velrenommeret vinbutik med misundelsesværdig lokation på Kystpromenaden. Butikken udvidede forretningen med en vin- og tapasbar for et par år siden. Hver torsdag tilbyder VinDanmark såkaldt Torsdags-Tapas. For 100 kroner får man en assorteret tapas-platte samt 1 glas vin.
Menuen var, som følger:
Serrano skinke
Iberisk chorizo
Fransk paté med and + Madagaskarpeber
Mature cheddar
Røget brie
Morbier rødkit
Tomat/basilikumpesto
Kalamata oliven
Saltristede mandler
Stenovnsbagt brød
vin fra vinbaren

En eksklusiv klub – på den dårlige måde

Forudseende, som min gæst og jeg var, havde vi bestilt bord udenfor. Efter henvisning til bordreservationen blev der peget på et bord og to stole – indenfor. Vi blev spurgt, om vi ikke selv kunne bære møblerne ud. Det er jeg aldrig blevet spurgt om før, men hey, jævnfør girlpower og Hillary Clinton som præsidentkandidat; min kvindelige gæst og jeg kunne da godt lige tage fat. Mere information fik vi ikke.

Vin til tapas hos VinDanmark.

Hvor var vinen?

Tjenerne syntes meget travle og var enten ude bagved eller i færd med at tørre glas af, bag baren. Vi ventede 10-15 minutter før vores tapas kom. Men hvad med vinen? Efter lidt detektivarbejde fandt vi ud af, at man selv skulle gå ind i vinbaren og vælge sin vin, hælde op til den markerede streg og tage den med sig. Helt fint og faktisk en fin gimmick, synes jeg. Vi ville dog gerne have været informeret om dette ved ankomst.

VinDanmark på havnen i Aarhus.

Tapas-platte med fine overraskelser

Serrano-skinken og chorizoen var standard. Vi spiste ikke olivenerne op; de var lige bitre nok. Og lidt bitre var vi også over, at der ikke fulgte en skål med til stenene. Brødet emmede ikke af stenovnsbagning, men smagte fint og var luftigt. Den ekstra modnede cheddar var dejligt saltet, så det knasede en anelse i munden. Disse madvarer ville være at forvente på en tapas-platte til 100 kroner De sidste 3 jeg nævner nu, var positive overraskelser og gav virkelig værdi for pengene. Den røgede brie var absolut netop det – røget!
VinDanmarks tomat- og basilikumspesto var virkelig noget for sig. Den var ikke processeret til mos men havde derimod en fin, rustik struktur. Tomaterne smagte af sol og sommer, og mængden af basilikum var ikke overdøvende, men fungerede som den skulle; som et sidekick. Vi var mætte fra tapas-platten. Dejligt.

Vores vurdering

Vi kom af med 260 kroner for tapas til 2 inklusiv et glas valgfri vin, samt 2 glas portvin. Absolut flot tapas- og vinudvalg til prisen, og det kan kun anbefales. Dog er der altså lidt for langt mellem tanke til udførsel til VinDanmarks Tapas-Torsdag. Uanset om man benytter sig af et tilbud eller bestiller a la carte, skal betjeningen være i top og professionel. Når de samtidig på hjemmesiden proklamerer, at de:…lægger vægt på personlig betjening og hyggelig atmosfære, så ville jeg lige give det område lidt ekstra fokus på næste personalemøde. Det lækre område ved havnen og glæden ved at kunne nyde solens stråler til langt ud på aftenen, retfærdiggør ikke, at der skal slækkes på servicen.