Jeg fandt min engel - og han havde træsko på

“Du er blevet hængt i et tidligere liv, fordi du skilte dig ud.”
Ordene kommer fra Ingeborg Hjortsballe. Det kan lyde mærkeligt, men jeg forstår det. Det gør jeg efter tre timer med engleterapi. Efter, at jeg har været i kontakt med min indre engel. Efter, at jeg har fået en forståelse for, hvordan den kan hjælpe mig. Efter, at jeg for første gang nogensinde har overgivet mig til en aften med meditation, clairvoyance og engleterapi.
Om det var svært? Læs med.

Engle er kærlighed

Rasmus Seebach synger om dem. Rapgruppen Rockers By Choice gjorde det samme. Men hvad er en engel egentlig? Hvordan skal vi forstå dem, og skal vi overhovedet?
Er det et stort, hvidt væsen med blafrende vinger, der, som i reklamen, tilbyder smørpålægget Philadelphia på en sky? Spiller de harpe, og har de glinsende hår som modellerne i en L'Oréal-reklame?
Svaret er ikke entydigt.
“Engle kan tage alle former, men er i essensen ren kærlighed,” fortæller Ingeborg Hjortsballe, der stiftede Den 6. Sans i Vejle for 13 år siden.
Ingeborg skal de næste timer guide mig og seks kvinder til at komme i kontakt med vores engel. Vi er samlet i et lille lokale i Den 6. Sans' butik i Skyttehusgade. Vi sidder i en rundkreds på hver vores stol med lukkede øjne. Vi har taget skoene af og sidder med let spredte ben og fødderne solidt plantet i gulvtæppet.
“Mærk energien strømme igennem dig,” siger Ingeborg.
I starten skal jeg koncentrere mig for at finde ro. Jeg tager mig selv i at åbne øjnene på klem og kigge rundt på de andre. De sidder fredfyldt med hænderne i skødet eller foldede over maven.
Jeg lukker øjnene igen. I baggrunden snorker hunden Fie, og dens dybe vejrtrækning hjælper mig med at finde min.
“Find et trygt sted inde i jer selv. Et sted, hvor I kan finde ro,” siger Ingeborg.
Jeg tænker på en fodboldbane og sætter mig i midtercirklen. I centrum af banen, hvor jeg så mange gange har modtaget bolden og spillet den videre. Hvor jeg har tacklet og driblet. Vundet og tabt.
Det kræver fuldkommen koncentration, mod og åbenhed. Det kræver, at du ikke tror, at du ved, hvad du skal ind til. For der er intet rigtigt svar.
“Det skal bare føles godt hos den enkelte,” som Ingeborg forklarer det.
Det er det sværeste ved at sidde i rundkreds med seks andre. Nemlig den naturlige skepsis, den naturlige forsvarsmekanisme, der blokerer for forandring. Den lille stemme, der egentlig ikke er inviteret, men som alligevel råber højt og tydeligt “DU ER MÆRKELIG”.

Morfar spiller fodbold

Men det er hele pointen denne aften. Intet er for mærkeligt, underligt, skørt. Det gælder om at sænke skuldrene og åbne sindet.
Jeg accepterede præmissen og gik all-in. Der var intet andet at gøre i et rum med seks kvinder, der gjorde det samme. Jeg skrev de første tanker, der faldt mig ind ned på et papir. De spørgsmål, jeg måske dagligt stiller mig selv, men som her blev konkretiseret med en præmis: Du snakker med din engel og kan få de svar, du søger. Så jeg spørger:
Er jeg den, jeg skal være?
Hvorfor er jeg bange for at forfølge min drøm?
Det kan lyde fjollet, det kan lyde mærkeligt, det kan lyde som noget overtroisk nonsens. Og indrømmet; sådan føltes det også i starten, da jeg forestillede mig min afdøde morfar i sit landmandstøj stå med omfavnende arme og blafrende vinger i midtercirklen af en fodboldbane. Min morfar var landmand, ikke fodboldspiller. Han var arbejdsmand, ikke Cristiano Ronaldo. Og nu skulle han forestille sig at være en altvidende fortæller...
Men jeg accepterede præmissen. Så i denne situation, i dette øjeblik var han alt, jeg forestillede mig. Han var alt, jeg behøvede, som han stod der i sine træsko og skulede til den runde bold, der lå foran os begge. Lige der var han min engel. Som Ingeborg fortalte mig inden:
“Alle har en engel, men det kræver, at man tror på det.”
Og jeg begyndte at tro. Især da jeg som det sidste billede, inden vi åbnede øjnene igen, ser min morfar tage den ene træsko af og sparke bolden roligt og fladt i målet, hvorefter han kigger på mig og siger:
“Du behøver ikke sætte den i hjørnet hver gang. Der er også andre måder at score på.”

Min engel, min engel

Så hvad betyder alt dette? Morfars poetiske ord og Ingeborgs fortælling fra et tidligere liv?
Det betyder i hvert fald, at jeg i det lille rum på Skyttehusgade blev hengivet til en stemning. En tryg stemning, hvor ingen oplevelser var for mærkelige.
Måske giver ordene mening for alle, måske for ingen. Men det vigtigste er, at de giver mening for den, der modtager. Ordene denne aften giver mening for mig. Og det er mit svar. På Ingeborgs clairvoyance, min morfars ord. At jeg endnu ikke har fundet min hylde, men at vejen dertil kan kræve mange små skridt i stedet for et stort. Den behøver ikke side i hjørnet hver gang, som morfar sagde.
Så her er min konklusion. Alle kan finde sin engel. Rasmus Seebachs har en engel og Rockers By Choice en anden. Jeg fandt min engel. Og han havde træsko på.