"Det er så uvirkeligt”
24-årigeNina Hollensen kvalificerede sig til OL efter flot præstation i Schweiz. Nu venter hård træning
Det er ikke hver dag, at en andenplads udløser stor jubel.
Men når det er lig med en billet til OL i Rio, kan man godt tillade at glæde sig.
Flere måneders hård træning bar i den grad frugt for Risskov-roeren Nina Hollensen, da hun i tirsdags i den forgangne uge kvalificerede sig til verdens største idrætsbegivenhed, der i år foregår i Rio til august.
Sammen med sin makker Lisbet Falch Jakobsen fra Bagsværd Roklub i bådklassen tung dobbelt-sculler nappede duoen andenpladsen til finalen efter at have være suveræne i indledende heat i schweiziske Luzern
"Det var helt vildt fedt. Det er mærkeligt at få lov at opleve noget, som man har drømt så meget om i så lang tid. Det er ret uvirkeligt faktisk," siger Nina Hollensen, der for første gang siden januar er hjemme i Aarhus for at se familie og venner.
Træningslejr i Østrig
Hun læser til dagligt medicin på Aarhus Universitet men har måttet flytte til hovedstaden for at målrette sin træning i håbet om at komme til OL.
Drømmen er nu blevet til virkelighed, og nu venter der endnu mere målrettet træning.
"Vi skal ro World Cup i juli og senere på en længere træningslejr i Østrig," fortæller den nyslåede OL-deltager, der blot har roet i fem år og oprindeligt var en habil fodboldspiller i Skovbakken.
Hun har siden roet i Aarhus Roklub og i Elitetræningscenteret 'Rocenter Aarhus' på Brabrand Sø i de seneste fire år.
Det er i øvrigt første gang siden 1952, at en roer fra Aarhus Roklub kvalificerer sig til OL.
"Det bliver det største at komme til OL i Rio. Vi træner så godt som muligt og ser, hvor langt det rækker," siger Nina Hollensen, der får opbakning i Brasilien fra sin kæreste, forældre og to brødre.