Fortsæt til indhold

Roadtrip i gammelt lig skaffer penge til syge Børn

Sammen med sin bror og en kammerat deltager Rasmus Olsen fra Skanderborg i Carbage Run 2016 for at rejse penge til syge børn

Samfund
Grethe Bo Madsen

Tag en lille smule midtlivskrise.Tilsæt et drys familiefar og hverdagsliv og mix det med et kæmpe stort ønske om at hjælpe syge børn til en oplevelse, de aldrig glemmer.
Så har du opskriften på, hvorfor tre “gamle” mænd vil tilbringe sommerferien i en gammel bil.
“Vi er jo alle tre i den her alder, hvor rollen som familiefar har taget lidt vel meget over, så lad det bare være sagt med det samme: Det er rigtig meget en drengerøvstur.”
Rasmus Olsen smiler og tager en slurk af kaffen, mens storebror Jonas Olsen fortsætter:
“Det bliver en oplevelsestur og handler meget om at få stillet eventyrlysten, men også om, at vi gerne vil gøre noget for nogle kronisk syge og handicappede børn,” fortæller han.
“Jeg sidder i bestyrelsen for Motorsport for Life, der er en frivillig, non-profit organisation, som arrangerer motorsports-oplevelser for hospitalsindlagte børn.”
Sammen med deres fælles kammerat, Nicolai Hancke, kaster de sig nu ud på en 2500 kilometer lang tur gennem Europa som deltagere i crazy-løbet Carbage Run i en bil, der nærmer sig veteranstatus.
Løbet handler ikke om at komme først over målstregen, men om at have flest point, som optjenes undervejs ved at løse forskellige udfordringer så kreativt og fantasifuldt som muligt.
“Det kan være mange forskellige typer af opgaver. Sidste år blev deltagerne bedt om at vække en lastbilchauffør midt om natten og tage et foto af ham i underbukser,” fortæller de to brødre.
“Vores mål er at samle 150.000 kroner ind til ombygningen af en bus, der kan fragte motorsport-teams ud på hospitalerne til de børn, der er for syge til at kunne tage med ud på racerbanerne,” fortæller Jonas.
“Vi håber, der er lokale virksomheder, der har lyst til at købe sponsorater mod at få reklamer på bilen. Og at der også er private, der vil give en skilling, så vi kan få bussen gjort klar.
Indtil videre har Motorsport for Life-teamet fået opbakning fra flere private, men også firmaer som Dykkerbutikken.dk, en lokal rigmand og FDM har givet tilsagn om støtte.
Samtidig sætter Café Soul på Adelgade 87 i Skanderborg en opsamlingsbøsse op, så cafégæsterne kan give en skilling til projektet.
Selve ombygningsarbejdet har elever på Aarhus Tech lovet at tage sig af.
“Vi har ingen personlig vinding ved dette, men forsøger at give nogle af de hårdest ramte børn en god oplevelse. Penge til bilen og til vores egne udgifter undervejs på turen dækker vi selv. Så de beløb, folk giver i støtte, går 100 procent til gode oplevelser for børnene,” understreger de.