Fortsæt til indhold

Clement til tops i Mariagerfjord

Lars Clement skal være kommunaldirektør og siger farvel til Skanderborg Kommune

Samfund
Arkiv

Skanderborg Kommunes direktør Lars Clement skal være ny kommunaldirektør i Mariagerfjord Kommune fra den 15. august.
Skanderborg Kommune skal i gang med at finde en ny M/K til direktions-trekløveret.
Lars Clement, der ellers kun har været en del af direktionen i godt et år, rykker videre til Mariagerfjord Kommune for at blive ny kommunaldirektør.

En chance bød sig

“Jeg har været helt vild glad for tiden i Skanderborg Kommune, og jeg er da ærgerlig over, at det kun blev til et kort visit. Kommunaldirektør-stillinger hænger ikke på træerne, og det her var en chance, som jeg var nødt til at gribe, da den bød sig,” siger Lars Clement i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Clement tilføjer, at han tager rigtig mange gode erfaringer med fra Skanderborg til det nye job.
Særligt Skanderborg-modellens betydning for det politiske arbejde og arbejds- og rollefordelingen mellem politikere, administration og kontraktholdere har været et lærerigt bekendtskab.
Lars Clement har været direktør med særligt fokus på områderne Børn og Unge samt Teknik og Miljø.
Det er en yderst vellidt og kompetent mand, der nu forlader kommunen, betoner kommunaldirektør Lisbeth Binderup.
Lisbeth Binderup oplyser, at der allerede er taget skridt til at finde en ny direktør, så direktionen hurtigst mulig kan blive komplet igen.
Mariagerfjord Kommunes nye kommunaldirektør kom til Skanderborg fra en direktørstilling i Favrskov Kommune.
e.r