Mette fik bronze i konditor-kunst
De kan noget med kager og desserter hos Restaurant Lillering Skov i Skovby ved Galten.
En af stedets konditorelever er nemlig endnu engang røget til tops med en medalje til svendeprøven.
Det var Mette Skov Mikkelsen, der netop har bestået sin svendeprøve som konditor med en flot bronze medalje.
Mettes tema var påske, og hertil havde hun lavet en smuk gul bryllupskage, chokolade æg, reder og kager udsmykket med kyllinger og æg.
Mette har igennem hele sin læretid været meget kreativ og arbejdet ihærdigt. Hun skal nu videre i sin konditor-karriere og har allerede været til flere jobsamtaler ved spændende restauranter i Århus.
Hendes læremester, Brian Brøckner, har nu uddannet fem elever med sølv og bronze medaljer og tre elever med ros. Derudover har de samme elever vundet titler som DM i desserttallerken, DM i chokoladedesserter samt vundet årets kage.
Brian Brøckner har selv deltaget i konkurrencer i ind- og udland, blandt andet har han vundet guld til VM for kokkelandsholdet og guld ved OL i Erfurt.
e.r