Fortsæt til indhold

Truer, lokker og driver til vanvid

Tre borgere fra Skanderborg, der lider af stemmehøring, tager initiativ til at hjælpe andre med samme problem

Samfund
Erland Rasmussen

“Det er angsten og den konstante larm inde i hovedet, som er noget af det værste.”
Sådan lyder det fra Lisbeth Holm, Bodil Storgaard Jakobsen og Kennet Christensen, som alle lider af stemmehøring.
Det handler om, som navnet antyder, at de hører stemmer inde i hovedet, som taler til dem.
Lokalavisen har mødt de tre borgere fra Skanderborg, som nu står frem og åbenhjertigt fortæller om deres lidelse og livshistorier, der i deres tilfælde har været invaliderende og ødelagt mange år af deres liv.
Lisbeth, Bodil og Kennet blæser samtidig til kamp mod stemmerne, der som oftest er onde og taler nedsættende, truende og lokkende til offeret.
Våbnet er en selvhjælpsgruppe, en såkaldt stemmehørergruppe, som de selv med har deltaget i gennem en årrække, og som de nu inviterer andre ligesindede fra Skanderborg Kommune med i.
De tre venner fra stemmehørergruppen har alle diagnosen skizofreni, og stemmehøring er ofte en del af netop denne psykiske sygdom. Men ikke nødvendigvis.

Stemmer er negative

At høre stemmer er ikke det samme som at tale med sig selv, fastslår.
“Det er en eller flere fremmede og negative stemmer, vi hører, og det er meget frustrerende,” siger Lisbeth, Bodil og Kennet.
Lisbeth Holm fortæller, at stemmerne går ud over selvværdet.
“Stemmerne fortæller, at du er tyk og grim og ikke kan finde ud af noget som helst, så man til sidst tror på det.”
I yderste konsekvens kan stemmerne beordre sit offer til at gøre skade på sig selv.
“Ofte er det et traume i ens liv, som udløser de,” siger Bodil Storgaard.
Kennet Christensen fortæller, at de stemmer, han hører, er svære at blive helt klog på.
“Jeg prøver at forstå dem, men de taler i billeder, og det er nogle gange det omvendte, de mener,” siger han.

Terapi er vejen til bedring

Lisbeth, Bodil og Kennet har hjulpet hinanden til at håndtere stemmerne med hjælp fra stemmenetværket, som gruppen er en del af.
Det handler om terapi: At tale om det, lukke op, bearbejde og øge selvværdet.
Lisbeth Holm, som er nyvalgt bestyrelsesmedlem af stemmenetværket, siger, at der er mange flere, som slås med at håndtere stemmer., end man lige regner med.
“Derfor er det vigtigt, at det bliver spredt ud, at der er en kæmpe mulighed for at få hjælp i gruppen,” siger Lisbeth Holm.