Fortsæt til indhold

Triatlon-NM kommer til Fredericia

Fredericia Triathlon Team har sikret sig det eftertragtede Nordiske Mesterskab, der løber af stabelen til august

Samfund
Peter Friis Autzen

Til august er Fredericia Triathlon Team vært ved de Nordiske Mesterskaber. Det sker den 27. og 28. august. Og så igen næste år. Det bliver en weekend med op mod 1.000 deltagere og endnu flere tilskuere.
Arrangementet er noget af en fjer i hatten til Fredericia Triathlon Team, der i årevis har arbejdet og bygget på Fredericias ry som triatlon-by. Men et Nordisk Mesterskab er alligevel noget særligt, synes klubformand, Carsten Andersen.
“Det bliver fedt,” siger han med et bredt smil.
Arbejdet med at tilrettelægge stævner forhindrer ham i selv at være så udøvende, som han gerne vil. Men alligevel er det med stor glæde, at han præsenterer Fredericia som hjemby for de Nordiske Mesterskaber. Ikke bare i år, men også næste år.
Stævnerne tæller med i OL-kvalifikationen og forventes blandt andet derfor at tiltrække de allerbedste.

“Jeg glæder mig meget,” siger Fredericia Triathlon Teams formand og stævneleder, Carsten Andersen, der håber også at kunne arrangere Europa Cup. Foto:PFA

Nyt og publikumsvenligt

Da det europæiske triatlon forbund begyndte at overveje, hvor det nordiske mesterskab skulle afholdes, bød Fredericia sig til. I forvejen havde den lokale klub gjort sig bemærket gennem benarbejde og markante stævner i flere år.
“De vidste allerede, at vi kunne arrangere stævner i Fredericia. Og da vi bød ind med et helt nyt set up, slog de til og tildelte os NM både i år og næste år,” siger Carsten Andersen.
Læs også: Skandinaviens største triatlon-messe

Det nye set up har betydning for både publikum, atleterne og de motionister, der er med. Af flere grunde.
For det første er distancerne korte. Det gør sporten ekstra publikumsvenlig, fordi stævnedagen dermed kommer til at byde på et utal af højdepunkter.
Den korte distance har også betydning for stemningen, fordi publikum ikke spredes ud over en meget lang distance.
For det andet er de to stævnedage fordelt mellem eliten og ikke-elite, så begge grupper får fuld fornøjelse af arrangementet.
For det tredje startes der op i flere grupper, så der hele tiden er noget at lade sig rive med af.
For det fjerde er der en særlig motionist-distance til de, der ønsker at prøve kræfter med triatlon.

Triatlons sprinter-disciplin

Lørdag den 27. august er forbeholdt eliten. Her går de første til start klokken 10, og de sidste forventes at komme i mål omkring klokken 18.
Det er en særlig sprint-disciplin.
“De svømmer 750 meter ud for Østerstrand, cykler 20 kilometer på en rundstrækning og løber fem kilometer. De hurtigste klarer det på lidt under en time,” siger Carsten Andersen.
På sprint-distancen er det tilladt at ligge på hjul, hvilket normalt er forbudt i triatlon.
“Søndag er ikke forbeholdt eliten. Her er distancen 1.500 meter svømning, 40 kilometer cykling og 10 kilometer løb. Og vi har også en ekstra kort motionist-distance på 350 meter svømning, 20 kilometer cykling og fem kilometer løb,” siger Carsten Andersen.
Tre uger tidligere står Fredericia Triathlon Team bag Challenge Fredericia, hvor der dystes i henholdsvis en halv og en kvart ironman-distance.

Triatlon er populært i Fredericia, hvor stævnerne samler mange publikummer og deltagere. Arkivfoto: Ole Sejrup