Jeg er med jer alle dage…

Ifølge Matthæus-evangeliet er det allersidste, Jesus siger til sine disciple inden himmelfarten, at de skal gå ud at døbe og at lære. Omvendt orden kunne man tænke. Burde de da ikke først lære? Og så når de har lært, kan de blive døbt.
Nej, sådan hænger det ikke sammen. Det hører vi også hver gang, der er barnedåb, hvor denne tekst er en del af ritualet. Det giver god mening; for det spæde barn kan jo ingenting lære før dåben.
I den anden tekst, der læses i forbindelse med dåben, taler Jesus om at tage imod Guds rige som et lille barn; for ellers kommer man ikke ind i det. For konfirmanderne giver det tit anledning til spørgsmål; men svaret er i grunden enkelt.
Det lille barn har helt ubevidst en tillid til, at dets forældre tager sig af det; sørger for at det får mad, varme, tryghed og får dækket alle sine behov. Hvis det ikke sker, og barnet ikke får dækket behovet for mad, varme og kærlighed, så sygner det hen og dør til sidst.
I både den lutherske og i de katolske kirker mener vi, at barnedåben er bedst i overensstemmelse med det, Jesus lærte os.
Vi skal ikke gøre os fortjente til den gave, dåben er. Vi får den kvit, frit og for intet - den er netop en gave.
Det er så forældrenes opgave efterfølgende at lære barnet, hvorfor det er døbt; men Guds kærlighed har det resten af livet, som det blev sagt ved døbefonten. Det er noget af det allerbedste som præst at få lov at sige de ord til det lille barn, hvad enten den lille så brøler, sover eller smiler. Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.