Fortsæt til indhold

Supplerende lufthavnsanalyse sendes nu i høring

Supplerende analyse af en eventuel flytning af Aarhus Lufthavn til Thomasminde er afsluttet. Borgmester Jacob Bundsgaard vil nu gennemføre en høring for at sikre fuld afklaring af mulighederne for en ny lufthavn, inden sagen forelægges Aarhus Byråd

Samfund
Arkiv

Aarhus Lufthavn i Tirstrup har igennem de senere år været udfordret af faldende passagertal og færre ruter, og lufthavnsbetjeningen har ikke fulgt med den markante vækst og udvikling, som ellers har præget Aarhus-området og Østjylland.
På den baggrund fik Aarhus Byråd i 2015 udarbejdet en analyse af konsulentfirmaet Grontmij om en eventuel ny placering af Aarhus Lufthavn. Den efterfølgende diskussion i byrådet i juni 2015 mundede derefter ud i en beslutning om at undersøge mulighederne for en eventuel flytning af Aarhus Lufthavn til Thomasminde.
En del af beslutningen var samtidig at rette henvendelse til Trafik- og Byggestyrelsen for at få afsøgt mulighederne for hel eller delvis dispensation for de højdehindringer, der ligger i en flytning til Thomasminde plus en overordnet principtilladelse for flytning af Aarhus Lufthavn til Thomasminde, hvis en VVM-undersøgelse viser flytningen er en mulighed.
På baggrund af Aarhus Kommunes henvendelse har ministeren bedt Aarhus Kommune om en række analyser, der skal supplere Grontmijs oprindelige rapport. Aarhus Kommune har derfor i samarbejde med Rambøll Management Consulting udarbejdet en supplerende analyse. En forkortet udgave af analysen er nu klar til høring blandt relevante parter og er sendt til dem dags dato.
"Der er et klart behov for en forbedret lufthavns-betjening af Aarhus og Aarhus-området, men hidtil har mulighederne for at etablere en ny lufthavn ikke været undersøgt tilstrækkeligt. De gentagne diskussioner har som følge heraf været ført på et ufuldstændigt grundlag. Jeg har derfor ønsket en afklaring, og det har hele tiden været mit ønske og håb, at det var realistisk at foretage en flytning af Aarhus Lufthavn, siger borgmester Jacob Bundsgaard(S) i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Vi har nu fået udarbejdet en omfattende analyse, som viser, at det er teknisk muligt at etablere en ny Aarhus Lufthavn ved Thomasminde, idet højdehindringer ikke udgør en barriere. Samtidig bekræfter analysen os i, at muligheden for at etablere en kommercielt drevet lufthavn er forbundet med betydelige vanskeligheder Jeg har nu sendt analysen i høring for at sikre, at vi får afklaret alle spørgsmål og muligheder i sagen. ”
Når høringen er afsluttet vil Borgmesterens Afdeling på baggrund af analysen og høringen fremsende en indstilling til byrådet om det videre arbejde med eventuel flytning af Aarhus Lufthavn til Thomasminde.
I udarbejdelsen af analysen har Aarhus Kommune løbende været i dialog med Transport- og Bygningsministeriet og Trafik og Byggestyrelsen om rammerne for arbejdet.
Der er iøvrigt stort borgermøde i Elsted-Lystrup Beboerhus på Elsted Skolevej 4 i aften klokken 18.30-20, hvor borgmesteren vil holde oplæg omkring de omdiskuterede lufthavnsplaner. Der er fri adgang til mødet.
LÆS HELE ANALYSEN HER
-KSA