Fortsæt til indhold

Luft(havns)kastellet lever (lidt) endnu

Samfund
Arkiv

Onsdag i sidste uge vedtog et flertal på 24 ud af byrådets samlede 31 medlemmer, at man ville bakke op om etableringen af en ny lufthavn ved Thomasminde, og man sendte sagen videre til økonomiudvalget.
I løbet af den kommende måned skal borgmester Jacob Bundsgaard (S) en tur til Hans Christian Schmidt (V) transport- og bygningsministerens kontor for at få en principgodkendelse af planerne. Måske endda lidt økonomisk opbakning.
I Aarhus og omkringliggende kommuner har der især fra erhvervslivets side været stor opbakning til en ny lufthavn. Men et er ord - noget andet er vilje og derefter pengene. Den seneste analyse viser et driftsunderskud over tyve år på 75 millioner kroner om året. Og derudover skal Aarhus Kommune lægge en halv milliard kroner til etableringen.
Blandt støtterne i byrådet, håber man på, at en del af finanseringen vil komme fra det private erhvervsliv i regionen. Og det må man da også håbe på for støtterne.
For opbakningen kommer ikke fra de omkringliggende kommuners politiske ledere. Her afviser man blankt at gå med i et nyt lufthavnsprojekt.
Jeg tror ydermere, at støtterne kan forvente endog meget stor modstand fra Favrskov Kommune. Her synes man overhovedet ikke om, at Thomasminde skal huse den nye lufthavn. Borgmesteren i kommunen frygter, at den del af Favrskov Kommune, der ligger lige ved siden af en eventuel ny lufthavn, bliver en blindtarm i kommunen, hvor ingen vil bosætte sig på grund af generne fra lufthavnen. Heller ikke hos de kommuner, som i dag ejer Tirstrup Lufthavn sammen med Aarhus Kommune
Men - for der er et men - jeg tror faktisk, at Jacob Bundsgaard håber på, at transport- og bygningsministeren kan redde ham ud af den her sag. Jeg tror, borgmesteren satser på, at Hans Christian Schmidt vender tomlen nedad, så borgmesteren slipper for at skulle arbejde videre med den her trælse sag og samtidig slippe for at være den, der trækker tæppet væk og en gang for alle får lukket den snart 40 år gamle sang om en ny lufthavn 15 minutter tættere på Aarhus end Tirstrup .
Men den konklusion står helt og holdent for egen regning.

Med venlig hilsen
Claus Krogh
Ansvarsh. chefredaktør
Politikens Lokalaviser