Private investorer ind i Aarhus Lufthavn
Ejerkommunerne bag Aarhus Lufthavn vil have private investorer ind i lufthavnen. Aarhus Kommune er parat til at overtage de øvrige kommuners ejerandele
De fem ejerkommuner bag Aarhus Lufthavn åbner nu for, at der kan komme private investorer ind i ejerkredsen af lufthavnen. Samtidig melder Aarhus Kommune sig klar til at overtage de øvrige kommuners ejerandele.
Det besluttede ejerne af lufthavnen på et møde onsdag på Aarhus Rådhus.
I en kortfattet pressemeddelelse hedder det, at:
"Ved et møde i dag mellem borgmestrene fra de fem ejerkommuner var der enighed om at igangsætte en proces, hvor Aarhus Kommune vil give de øvrige kommuner tilbud om, at Aarhus kan overtage deres aktieandele i Aarhus Lufthavn A/S." Og derefter tilføjes det, at:
"Ved at overtage flere eller alle aktierne i lufthavnen ønsker Aarhus Kommuner at opnå en enklere ejerstruktur og samtidig give private investorer mulighed for at overtage en del af aktieposten. Målet er at styrke Aarhus Lufthavn."
Lufthavnen i Tirstrup er ejet af Aarhus, Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs kommuner i fællesskab. Aarhus Kommune ejer 58 pct., Favrskov 18,5 pct. og de øvrige tre kommuner ejer hver 7,8 pct. Lufthavnen har de seneste år givet underskud og mistet et stort antal passagerer, og det har været nødvendigt for kommunerne at tilføre yderligere penge til at dække underskuddene. I 2014 blev der tilført 16 mio. kr., og i 2015 indskød de fem ejerkommuner yderligere 25 mio. kr.
Samtidig har Aarhus Kommunes ønske om en ny lufthavn medført kritik fra de øvrige kommuner, der mener, at processen skader lufthavnen i Tirstrup. Både Favrskov og Syddjurs kommuners borgmestre har truet med at trække kommunerne ud af ejerkredsen, hvis der ikke snart kommer en afklaring.