Dansk sangskat
I Flindts Fodspor
Solen smyger sine stråler ind og det lyse lokale, og der er en summen af glade stemmer. Musikeren sidder bag sit keyboard og med sikre fingre, får han musik ud af den firkantede kasse elektronik.
Udenfor går livet sin stille gang i Højene, indenfor er der fest i forsamlingshuset.
I midten sidder Henning. Han er iklædt ulasteligt sort jakkesæt og det bredeste smil nord for Ejderen. Henning er lige fyldt 70 år, og denne lørdag har han budt op til fest. Dortes mad fra Bredsten står for maden. Det er mums med mums på, og der er nok af det.
Henning er en meget populær mand, for det kan ikke være anderledes. En mand der har hjerte på rette sted, og som man ved gerne går en ekstra mil for en, hvis man en dag er i nød. Det ved vi alle her i de lyse lokaler, og måske derfor er der ekstra fokus denne aften på de danske sange.
For Henning er nemlig også musikalsk. Meget musikalsk. Nogen gange tager han den høje, sorte hat på, sætter sig bag sit keyboard og spiller op til fest.
Selvom der holdes flotte taler undervejs, er det først og fremmest den danske sangskat, som langsomt og sikkert bliver pakket mere og mere ud af skattekisten. Den er fyldt med guld og juveler og store diamanter. En svensk sang er også med, for Henning mistede for tre år siden sin Britta til kræften. Og Britta var svensk.
Vi synger alle med på de mange sange, og det slår mig undervejs, at hvor er den danske sangskat (og helt sikkert også den svenske i form af den supergode sang Calle Schewensen sang) dog bare værd at dyrke og huske på.
Vi synger også om at gå i en have så skøn: “Se ud over dal, over mark, over sund, så ser du en have med løvsal i lund, med blomster i enge og sølvspejl i vand, og haven er Danmark, vort fædreneland”.
Romantisk og patriotisk, ja måske nok, og den er da også skrevet i 1870, men stadig smuk, om ikke andet så fordi man dengang i fortiden kunne noget langtidsholdbart med sproget.
Vi synger videre. Seksdagsvalsen piftes der til, og vi synger om lygter der tændes og sømænd, der har sin enegang og vi i synger også en helt og aldeles hjemmeskrevet og pragtfuld tekst om Henning. Her rammer nevøerne ham spot on med en tekst om alt fra sejlbåde (Henning sejler) og Humlehuse (Hennings udtryk om toilettet)
Men først og fremmest er sangene, dem vi kender fra fortidens kringlede sangskat. De engelske tekster er helt og aldeles fraværende, og det er vel meget godt i disse tider, hvor englænderne jo helst vil være alene.
Næ, det er dansk, det er godt. Det er en aften med mad stegt som vildt og med god brun sovs og danske sange til.
Perfekt.