Stor donation til kulturhuset Elværket
870.000 kroner betyder møbler, lyd, lys og bookingsystem til det nye Elværket, der nu håber på åbning til 1. september
Omkring 400 Åbyhøjborgere er i fuld gang med at planlægge aktiviteter til det kommende kulturhus, Elværket, og med en stor donation ser planerne nu ud til at blive til virkelighed inden for få måneder.
Åby Sogns Støtteforening har netop doneret lige knap 870.000 kroner til Elværket på Thorsvej 2.
Den økonomiske håndsrækning vækker stor glæde hos den frivillige forening bag det nye aktivitetshus.
“Donationen betyder alt. Nu kan man se, at det bliver til noget,” siger Thorkild Ibsen, der er formand for Foreningen Elværket Åbyhøj.
“Uden den, ville vi have et skideflot, men tomt hus,” supplerer bestyrelsesmedlem Claus Rønlev.
Den gamle, bevaringsværdige elværksbygning fra 1916, skulle ikke have lov at forfalde, mente åbyhøj'erne.
“Vi ville jo ærgre os gule og grønne, hvis det hus blev revet ned,” siger Preben Sørensen, der er kasserer i foreningen, som har arbejdet på kulturhus-projektet i seks-syv år.
Magistraten for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune ejer huset, men foreningen skal i følge forpagtningsaftalen stå for al indhold i rammerne. Og der er planer om en masse forskellige aktiviteter i det højloftede rum, hvor mange af de oprindelige detaljer er bevaret. For eksempel er to gamle traverskraner stadig brugbare.
“Man kan hænge kunst eller juletræer op i dem,” foreslår Claus Rønlev.
Huset får en scene med tilhørende lyd- og lysanlæg. Til spisning kan der sidde 150 personer. Foreningen arbejder på at arrangere fællesspisning en gang om måneden.
Foredrag, gymnastik, dans og musik er også på programmet.
“Vi kan allerede nu afsløre, at Signe Svendsen giver koncert 15. september. Og der er en perlerække af koncert i pipelinen,” forsikrer Claus Rønlev.
Donationen betyder også, at et bookingsystem vil være aktivt i løbet af maj. Her kan alle interesserede leje sig ind i huset - enten til private eller offentlige arrangementer.
Færdigt sidst i maj
Håndværkerne bliver efter planen færdige med renoveringen sidst i maj. Og så regner foreningen med at indvie huset i august.
“Vi arbejder alle sammen frivilligt, og det er et stort arbejde, vi skal i gang med, som vi ikke helt kender længden på,” siger Claus Rønlev, der godt tør love, at Elværket er klar til brug senest 1. september.
Et hængeparti har foreningen dog fortsat. Indsamlingen til at få et spir på bygningen er kommet halvvejs i mål.
“Vi mangler 100.000 kroner og håber, at de lokale forretningsdrivende vil bakke os lidt mere op,” opfordrer Preben Sørensen.
Tårnet kan dog monteres efterfølgende, hvis det ikke nås til åbningen.
“Det skal nok komme op før eller siden,” mener Claus Rønlev.