Fortsæt til indhold

Livsglæde og skøn sommer på bjerget

VisitSkanderborg sætter igen alle sejl til for at lokke børn, forældre og bedsteforældre til leg på Himmelbjerget

Samfund
Erland Rasmussen

“Det handler om leg, bevægelse, livsglæde og dejlige sommerdage på Himmelbjerget.”
Så kort og klart motiverer turistchef Marianne Purup, VisitSkanderborg, meningen bag årets børnefestival Himmelhop, som organisationen præsenterede på et pressemøde forleden.

Stort set hver eneste dag

Himmelhop byder sådan cirka hver eneste dag i juli på aktiviteter fra rollespil, skattejagt, hatteteater til fodbold-tivoli, bjergridning, cirkus-workshop og endelig DJ Himmelhop.
Alle sejl er sat til for at byde på aktiviteter for både de lokale børn i Skanderborg Kommune såvel som de mange sommergæster.
Himmelbjerget er fortsat en turistattraktion i den helt tunge klasse.
“På Himmelbjerget er der gæster året rundt, og vi anslår, at der kommer omkring 400.000 mennesker om året. Rigtig mange af dem er naturligvis sommergæster, og vi vil gerne give dem så god en oplevelse, at de kommer igen - og måske endda overvejer at udvide bjerg-besøget til at være en hel ferie i vores dejlige område,” uddyber Marianne Purup.
Sommeraktiviteterne for børn skal også være med til at brande både bjerg og lokalområde. VisitSkanderborg investerer således 80.-100.000 kroner i løjerne plus den arbejdstid, turistorganisationens eventmedarbejder Anja Jakobsen lægger i det.
“Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre, hvis ikke vi havde den kreds af turistaktører, Kultursamvirket Skanderborg og andre partnere, som også spytter i kassen og hjælper med,” fastslår turistchefen.
Børnefestivalen på Himmelbjerget har udviklet sig de seneste år, og Himmelhop er nu nået op på ikke færre end 30 aktiviteter.
En af de nye løjer er skattejagt, som foregår enten som i de gode gamle dage med et kort eller ved hjælp af GPS-koordinater.
Tre steder i skoven omkring Himmelbjerget gemmer sig skjulte skatte, som efter sigende er et levn fra Røverkongen Chresten Kollens tid på Himmelbjerget.
I Bjerghyttens åbningstid kan man låne en bylt med forskellige eventyrlige hjælpemidler, der gør fortællingen om røverkongen endnu mere lovende.
VisitSkanderborg fremhæves også den moderniserede legeplads som en attraktion, der dagligt er omdrejningspunkt for leg på bjerget.