279 tumlinge fra Skanderborg deltager i bevægelsesuger
Skanderborgs små tumlinge i et- til treårsalderen kan se frem til et par uger med masser af gang i den, når deres vuggestue eller dagpleje i uge 18 og 19 deltager i Tumleugen 'Hej skal vi tumle'.
279 børn fra Skanderborg Kommune skal i den uge tumle sig til en bedre motorik. Mere end 20 institutioner og dagplejere har meldt sig til bevægelsesugen, som arrangeres af Børneulykkesfonden, FOA, DGI og bObles.
De små tumlinge skal kravle, hoppe og lege for fuld gas. Målet er at give dem en masse positive oplevelser med at lege og bevæge sig, så de derved tumler sig til bedre børnemotorik.
'Hej skal vi tumle” er et helt nyt initiativ, for det er første gang, parterne lancerer en kampagne målrettet de helt små. Dagplejere og vuggestuer har efterspurgt bevægelsesaktiviteter for de små i kølvandet på efterårets bevægelsesuge 'Hej Skal Vi Lege', som var målrettet førskolebørn.
De tilmeldte vuggestuer og dagplejere får en bevægelsespakke med bObles tumleredskaber, et legehæfte, samt en folder fra DGI med motoriklege. Materialet er specielt tilpasset børn i alderen et til tre år, og skal inspirere dagplejere og vuggestuer til en hverdag med mere sansemotorik, bevægelse og leg.
Samtidig skal kampagnen skabe større opmærksomhed på sammenhængen mellem motorik, indlæring og muligheden for at undgå ulykker blandt børn.
Generalsekretær i Børneulykkesfonden, Henriette Madsen, lægger stor vægt på, at børn bevæger sig og derved styrker deres motoriske udvikling.
”Vi håber, at vi ved at gøre fysisk leg og bevægelse lettilgængeligt for børn, dagplejere og vuggestuer kan være med til at understøtte en udvikling, hvor glæden ved bevægelse smitter af i børnenes hverdag og skaber gode bevægelsesvaner,” siger Henriette Madsen i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
DGI's formand Søren Møller glæder sig over, at så mange dagplejere og vuggestuer gerne vil arbejde med bevægelse og motorik.
”Der er stor grund til at anerkende, at dagplejere og vuggestuer er bevidste om, at de ligesom forældrene har en vigtig opgave med at give børnene glæden ved at bevæge sig. Det gør en stor forskel, når vi tænker bevægelse ind tidligt i børnenes liv og laver en masse sjove og udfordrende aktiviteter for de 1-4 årige,” siger han.