Fortsæt til indhold

Forældre tog ansvar og skabte en oase

Ombygning og indretning af nedslidt atriumgård hos Børnehuset Fuglsang i Ry skaber glæde og rum til herlig leg

Samfund
Erland Rasmussen

Det er ren kommune 3.0.
Sådan lyder skudsmålet på den forvandling, der er sket i Børnehuset Fuglsang i Ry.
Her har forældre og institutionens personale selv taget ansvar for at ombygge, renovere og nyindrette en 100 kvadratmeter stor atriumgård til lege- og aktivitetsrum for børnene.
Helt usædvanligt er projektet gennemført af forældre og personale helt fra ide til udførelse - og i øvrigt uden ekstrabevillinger fra kommunen.
Det er en af forældrene, Maria Kirk Mikkelsen, der er mor til to børn i Fugldal, som er idekvinde og ildsjæl til projektet.
“Jeg har brugt min faglighed som designer til at tegne et nyt fællesrum og grafisk identitet i co-creation med forældre og personale. Men vigtigst er den kapacitet, vi som forældre har aktiveret for faktisk at kunne realisere dette fantastiske projekt,” lyder det fra Maria Kirk Mikkelsen.
Børnehusets leder, Kirsten Hvillum, var straks med på ideen, da hun hørte om ideen.
“Det var et forfærdeligt rum at komme ind i uden vægge og ganske nedslidt. Her kunne børnene ikke andet end løbe rundt,” husker Kirsten Hvillum.
Maria Kirk Mikkelsen, de øvrige forældre og institutionens personale diskuterede krav og ønsker til det nye rum på flere møder. Derefter gik man i gang med frivillig hjælp fra forældre, ligesom institutionen har fået malearbejdet udført af elever fra Teknisk skole i Silkeborg.
Resultatet, der netop er indviet, er blevet et lyst rum med flere farveflader samt et par skillevægge til at bryde og skabe kroge til både garderobe og til børnenes leg. Der er også flere podier, små scener, som appellerer til børnenes fantasi.
“Det har været en spændende proces, og det bedste er, at man kan se på de glade børn, at det fungerer,” lyder det.

Kirsten Hvillum, leder af Børnehuset Fuglsang i Ry, tv., og ildsjæl Maria Kirk Mikkelsen, mor til to drenge i institutionen, i den nye atriumgård.
Man kan spille teater med fugle fra det nye logo, som Maria også har tegnet.
En forhøjning er også en scene, der inviterer til leg og akrobatik.