Fortsæt til indhold

”Det er sgu så hyggeligt!”

Festivalen på gården i Grimhøj er klar med spilleplan og navne på årets konferencierer, som bliver et par lokal- og velkendte herrer

Samfund
Af Jannik Schiermer Poulsen

Der er godt nyt til de, der ser frem til at skulle tilbringe et par gode dage i Grimhøj i slutningen af juli, for spillelisten er nu offentliggjort til årets festival.
Ligeledes er årets konferencierer også faldet på plads, og det bliver ingen ringere end de overordentligt jyske rappere, Jøden og Jonny Hefty.
“Nu er spilleplanen endelig klar,” fortæller talsmand for festivalen, John Fogde, glad.
“Folk vil gerne vide, hvornår de forskellige navne spiller, allerede fra når navnene offentliggøres. Festivalen er virkelig noget, vores gæster glæder sig til,” fortsætter han.
Helt glædeligt er det også, at to af festivalens flittigst optrædende, og besøgende, i år skal styre løjerne.
“Jonny Hefty og Jøden har jo et tæt forhold til festivalen, hvor de både har spillet og besøgt festivalen mange gange, og de er publikumsfavoritter hvert år. Så vi tænkte, det kunne være sjovt at få dem til at sætte deres helt eget personlige præg på det,” fortæller han.

Stemningen... Og bajere

Vi skal naturligvis lige høre fra de to konferencierer, så de får et kald.
“Jeg havde forstået det sådan, at du ville sende en mail,” lyder det skeptisk, og på et aarhusiansk, der ville gøre Jacob Haugaard misundelig, da vi ringer til Jøden.
Han bløder heldigvis hurtigt op.
“Grim Fest er jo Aarhus' lokale fest, og jeg har været der hvert år. Der er jo alle de gamle venner, man møder, og den ligger på et godt tidspunkt,” siger Jøden begejstret og tilføjer eftertænksomt:
“Det er som at komme til klassefest i en klasse, man godt kan lide.”
Hvad skal man forvente sig af dette års fest?

“Man skal forvente sig den gode havestemning og en festival, der byder på meget mere end musik.”
Hvad glæder du dig mest til at opleve?

“Nu skal jeg jo ikke være nedgørende overfor musikken, men jeg har faktisk set samtlige kunstnere før. Det er helt sikkert hyggen, jeg glæder mig mest til, og jeg går jo ikke om i min skurvogn, når jeg ikke præsenterer musikken. Så går jeg rundt blandt folk og sludrer og får en bajer.”
Har du et budskab til Aarhus?

“Jeg synes, at folk skal kigge forbi Grimhøjvej. Grim Fest er en mulighed for at opleve Aarhus V fra sin allerbedste side. Og så skal man huske at støtte Byens Hold! Også når det ikke lige er pokalfinale!”

Tømmermænd og grimhed

“Det' Jakob,” lyder en rusten stemme i røret på klingende nordjysk.
“Jeg skulle tale med Jonny Hefty?...”

“Ja, det er sgu også mig,” lyder det med et hæst grin, og så er vi i gang.
Hvordan har du det med Grim Fest?

“Vi er jo næsten altid med, og det er Danmarks bedste havefest. Den er lille nok til, at man går og hygger sig, og føler at man er til havefest, men stor nok til, at der er skrald på.”
Hvad skal man forvente sig af dette års fest?

“Vi vil gøre det, vi plejer. Vi vil skabe en rigtig god stemning, og vi vil være en del af festivalen. Vi går rundt og skåler, for vi kan simpelthen ikke lade være. Også selvom vi er på arbejde, for det er sgu så hyggeligt.”
Hvad glæder du dig mest til at opleve?

“Hvad? Undskyld, den kører lidt langsomt rundt i dag, jeg har sgu lidt tømmermænd,” kommer det fra Jonny Hefty efter en lang pause i røret.
Vi dømmer ikke, også selvom det er onsdag middag, og Jonny Hefty fortsætter:
“Jeg har aldrig set Laid Back, og det er jo musik fra min ungdom. Og Blue Van er her oppe fra Nordjylland af, og de er altid en fed fest at se. Og så den gode stemning, som jeg glæder mig helt vildt til at være en del af.”
Har du et budskab til Aarhus?

“Jeg glæder mig til at være rigtig grim sammen med jer allesammen! Jeg øver mig hele sommeren, så jeg for alvor er rigtig grim, når vi når til festivalen!”
Grim Fest 2016 foregår 29.-30. juli.

Mediepartner
Lokalavisen Aarhus er mediepartner på Grim Fest. Lokalavisen vil løbende skrive artikler om festivalen, ligesom redaktionen naturligvis vil være til stede under selve festivalen. Med andre ord -hvis du vil vide alt om Grim Fest, så skal du følge med her i Lokalavisen Aarhus.

Begge dage, og på begge scener, bygges tempoet i musikken op.