Rotary klubben kommer i eget hus i Hammel
Tidligere missionshus er overtaget af Hammel Rotary Klub, der glæder sig til klublivet
“Vi glæder os til, at vores nye hus kan skabe meget mere socialt og en højere klubånd på et mere uhøjtideligt niveau,” siger Ole Nørgaard, præsident for Hammel Rotarys cirka 40 medlemmer.
Rotary-medlem Lars Vestergaard har opkøbt ejendommen på Anbækvej i Hammel, der før husede Indre Mission.
Klubben, har via et mangeårigt lejemål nu en nyindrettet og nymalet stor sal med masser af plads til møderne, og et sammenhængende lokale med køkkenfaciliteter og plads til cafeborde.
En del af byen
Mens FavrskovPosten besøgte huset, var håndværkerne i gang med at indrette de to lejemål i den anden side af huset.
“Vi glæder os til at være en del af bymiljøet,” siger Ole Nørgaard, der erkender, at mange ikke kender til Rotarys arbejde.
“Du får et netværk, både lokalt og internationalt. Vi kan besøge klubber i hele verden, blot vi melder vores ankomst i forvejen. Det er en unik måde at rejse på, og stifte bekendtskaber,” påpeger Ole Nørgaard.
Rent, lokalt støtter klubben både idrætslivet og flygtninge, og så er man i gang med et SSP-projekt, hvor en forhenværende rocker vil holde foredrag, for de unge.
I flere år har Hammel Rotary Klub holdt deres møder på Pøt Mølle, den aftale er nu opsagt, og medvirkende til, at denne løsning blev en realitet.
Ole Nørgaard, glæder sig til at kunne holde møder i 'eget hus' torsdag aften 40 gange om året.
“Før tog medlemmerne jo hjem, så snart kaffen var drukket. Nu håber jeg, at flere bliver hængende og netværker,” lyder det.