Fortsæt til indhold

Islandsk familie fra Albertslund amok i EM-rus

Nu skal vi se kvartfinalen også, fastslår Björg og co. i telefonen fra Frankrig

Samfund
Finn Due Larsen

"Det er fuldstændig vanvittigt!"
I en telefon fra Nice i Frankrig gjalder Björg Magnusdottir sin glæde ud. Selv om hun bor i Albertslund, er hun 100 procent islænding af hjertet, og sammen med familien har hun netop overværet en af de største fodbold-sensationer i mange år:
Islands 2-1-sejr over England i ottendedelsfinalen ved EM, et resultat der sender de stolte vikinger videre til kvartfinalen.
"Jeg har vundet 2.000 kroner på at spille på Islands sejr, så nu har jeg sagt til familien, at vi skal også se kvartfinalen på søndag!", siger Björg, der var med sin mand og 15-årige søn nede at se kampen mod England.
Egentlig skal de hjem mod Albertslund nu, men står det til hende, vender de tilbage igen allerede på søndag. For i kvartfinalen venter Frankrig som bekendt, og troen på islandsk sejr er intakt:
"Vi HAR jo vundet nu. Alle forventninger er indfriet, og så kan vi gå hele vejen. Det er jeg helt sikker på", lyder det fra en tydeligt feststemt Björg.
Hun er erfaren albertslunder, med adresse på Randager, og har boet i byen i 18 år. Udover sønnen har parret også en datter på 17, men hun foretrak dog Roskildefestivalen fremfor EM-fodbold.

Foto: privat