Fortsæt til indhold

En nat under åben himmel

Søhøjlandet har meget af byde på, hvis man har lyst til at forsøge sig med outdoor overnatning

Samfund
Af Thomas Meisel Rasmussen

Det bliver mere og mere populært at søge oplevelser i naturen, som eksempelvis shelters til overnatning. På det punkt har Søhøjlandet en masse at byde på
Når det kommer til oplevelser i naturen, så er det bakkede landskab i Søhøjlandet garant for en bred vifte af oplevelser. Især vandreture er blevet et hit, og hvis man vil overnatte i naturen, kan man benytte sig af en af de mange shelters, der er i området.
”Mange synes det er dejligt, at de bare skal rulle soveposen ud, når de når frem. Det er jo lidt mere besværligt, hvis man første skal til at stå og bakse med et telt,” siger turistchef Marianne Purup fra VisitSkanderborg til Lokalavisen om en af grunden til, at overdoor overnatning i shelters er blevet så populært.
Årsagen til den stigende interesse for vandring kan være den specielle måde at være sammen med hinanden på, som kommer af at være ude i naturen..
”Der er noget specielt ved at ligge ved Illerup Ådal eller oppe på Møllehøj og mærke natten falde på efter at have spist den aftensmad, man tilberedte over bålet. Det tror jeg faktisk mange mennesker synes er rigtig dejligt,” konstaterer Marianne Purup.
Hvis man har fået mod på at snøre vandrestøvlerne og komme ud i naturen, har Marianne Purup et par tips til, hvordan man skal gribe situationen an.
”Vi har en folder, Outdoor overnatning i Søhøjlandet, der giver et overblik over de mange smukke overnatningsmuligheder, der er i Søhøjlandet. Her er der symboler, som forklarer, hvilke faciliteter der er de forskellige steder, og man kan også se, om det eventuelt er nødvendigt at booke shelteret i forvejen,” fortæller hun.
”Der findes også en app med forslag til outdoor overnatning. Den hedder Shelter, og er udviklet af Napps I/S. Desuden har naturstyrelsen en hjemmeside, udinaturen.dk, som også giver information om overnatningsmuligheder i det fri.”

Shelteret ved Den Fri Hestehaveskole i Galten er det nødvendigt at booke i forvejen. Her er det tillads at medbringe hund.