Fortsæt til indhold

Tidligere AGF-træner skal lede gratis fodboldskole

Jesper Fredberg skal være træner på fodboldskole i Tilst i weekenden

Samfund
Arkiv

Tidligere AGF-træner vender tilbage til Aarhus i talentudviklingens tjeneste.
Den 2. og 3. juli er Ejner Hessel vært for en gratis fodboldskole på TST's baner i Tilst. Til at styre tropperne er tidligere cheftræner i AGF Jesper Fredberg blevet hentet ind.
“Jeg synes, det lød rigtigt spændende at få lov til at arbejde med de unge. Der kommer fokus på teknik og tricks og på at have en hyggelig weekend socialt,” siger Jesper Fredberg i en pressemeddelelse.
Der er plads til 30 drenge og piger mellem 10 og 12 år fodboldskolen, og det er Jesper Fredberg, der har udvalgt deltagerne.
“Vi har lagt vægt på at se en kombination af gode tricks, god teknik og stor opfindsomhed. Man må gerne tænke lidt ud af boksen, for det er også det, fodboldskolen handler om – legen med bolden,” siger den tidligere AGF-træner, der senest har været ansat i det belgiske firma Double PASS, som er globalt ledende inden for professionelle fodboldakademier.
Jesper Fredberg tager også et par gæstetrænere med, som han ikke vil afsløre navnene på:
“Det bliver en sjov weekend med konkurrencer, præmier, masser af dygtige trænere og et mini-EM,” siger Jesper Fredberg.
/lnb