Musikken viser vej til uddannelse
Udgivelse af CD og fuldbooket turneplan er kulmination på halvt års arbejde i musikværkstedet på produktionsskole
For en flok unge mennesker på Skanderborg Hørning Produktionsskole har musikken og fællesskabet på skolen været deres vej til at komme videre i uddannelse.
Lige nu kulminerer det sidste halve års arbejde for musikværkstedet fra Skanderborg Hørning Produktionsskole med en CD udgivelse og en turneplan, der tæller ikke færre end 14 koncerter i løbet af bare en måned.
Optræder på folkemøde
Et af højdepunkterne på turneen er Folkemødet på Bornholm, hvor bandet skal optræde for de tusindvis af mennesker, der forventes at deltage i det store folkemøde.
”Det er et produkt, vi har arbejdet hårdt på, og det, at stå på scenen nu og se tilskuernes begejstring er virkelig fedt. Vi ser, at det giver mening at arbejde for noget,” siger Petur Arnthórsson.
For Anna Haaning har tiden på produktionsskolen handlet om at finde troen på sig selv og egne beslutninger.
”Jeg skulle have været startet på gymnasiet sidste sommer, men meldte fra dagen før, jeg skulle starte. På Produktionsskolen har jeg haft tid til at finde mig selv. Den tætte kontakt til vejleder og lærer er virkelig guld værd. Nu har jeg fundet troen på mig selv og lært, at det er okay at følge min mavefornemmelse,” siger Anna Haaning.
Astrid Hansen supplerer:
”Her er en vejleder ikke kun en man taler uddannelse med, og jeg tror, at det er det, der gør hele forskellen. Her er mulighed for at få hjælp til alle typer af problemer. Og så er det bare fedt at opleve, hvor mange unge mennesker der her på skolen, finder ud af, hvad de skal med deres liv og får styr på både praktiske og psykiske problemer. Det gør mig glad”.
De tre unge mennesker er en del af skolens band Rastløs, som tæller 11 unge mennesker i alderen 17-21 år.
Og der er en god grund til, at bandet hedder Rastløs.
”De fleste af os, har på en eller anden måde haft svært ved at finde ro. Vi har på hver vores måde været rastløse, så det navn var ret oplagt,” lyder det.
Fremtiden forude
Petur, Anna og Astrid begynder på et nyt kapitel i deres liv efter sommerferien.
Petur er blevet klar til at vende tilbage til det gymnasium, som han droppede ud af sidste år.
Anna har fået nyt mod på at starte på gymnasiet og glæder sig nu til at starte på Katedralskolen i Aarhus.
Astrid, der droppede ud af 10. klasse på efterskole, har nu fået så meget styr på sin angst, at hun er klar til at starte på HF.
e.r