Fortsæt til indhold

Vi tager imod flere praktikpladser med kyshånd

Kommunen hører gerne om det, hvis virksomheder er interesserede i praktikanter

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Der er stor samarbejdsvilje, når det handler om at skaffe sprogpraktikpladser til flygtninge i Hillerød Kommune.
Det fortæller Baris Atak, som er sektionsleder for Integrationstemaet i kommunen:
"Vi har en del virksomheder, som er villige til at tage imod sprogpraktikanterne. Så det er meget positivt. Selvfølgelig vil vi da absolut gerne have flere, for vi har jo ret mange flygtninge i kommunen. Vi tager imod det med kyshånd, hvis der kommer henvendelser fra interesserede virksomheder".

Mange fordele

Ifølge ham er der mange fordele ved, at flygtningene kommer ud i virksomhederne:
"Det giver dem et vigtigt indblik i dansk arbejdsmarkedskultur, som ikke nødvendigvis er sammenlignelige med den, der er i andre lande. For eksempel lyder det for mange af lidt, at vi arbejder 37 timer om ugen - men til gengæld arbejder vi i et højt tempo. I det hele taget lærer flygtninge meget om, hvordan man gebærder sig på en dansk arbejdsplads, og hvordan vi omgås hinanden. Der kan være mange usagte ting, som skal afkodes, og det kan kun læres ved at være i det - ikke på en skole".

Hurtige samtaler

Det går en del langsommere med at skaffe almindelige jobs til flygtningene. Her skal arbejdsgiverne betale fuld løn for en medarbejder, som det forventeligt er på med 100 procent fra dag 1. Og den proces er mere langsommelig.
I Hillerød Kommune er der et stort fokus på, at flygtninge hurtigst muligt kommer i gang med danskuddannelsen og forløb, som gør dem klar til arbejdsmarkedet. Det gør man i Integrationsteamet blandt andet ved at afholde både første og anden samtale med flygtningene inden for den første måned efter ankomsten til kommunen. Efterfølgende indkaldes alle flygtninge og familiesammenførte til en samtale minimum hver tredje måned i hele det treårige integrationsprogram.
Integrationsteamet samarbejder med bl.a. Foss, ATP, Berendsen og Plantorama om virksomhedsrettede forløb. Hos Novo Nordisk er der etableret et samarbejde, hvor virksomheden har stillet 50 mentorer, som flygtninge kobles på, til rådighed. Ligeledes er der et samarbejde om mentorprogram på vej med IBM.

Flygtninge i Hillerød Kommune
Sprogskole: 168
Virksomhedspraktik eller løntilskud i 2015: 99
Ordinært job/uddannelse i 2015: 33
Cirka 26 procent har en kortere eller længerevarende uddannelse, mens ca. 28 procent har 10-12 års skolegang bag sig. Syv procent har mellem et og fire års skolegang bag sig.
Kilde: Hillerød Kommune, tal fra februar