Royal Garden Jazzband byder på jubilæums-jazz i krohaven
60 års jubilæum med Royal Garden Jazzband
En usædvanlig jazz-begivenhed bliver fejret i den nye gårdhave på Ørsted Kro søndag 24. juli. Royal Garden Jazzband fylder nemlig 60 år, og er dermed et af landets ældste traditionelle jazzbands, der har spillet mindst 500 koncerter over hele landet i bare de seneste 25 år. Royal Garden Jazzband har en trofast lytterskare i Ørsted-området, hvilket tilslutningen til tidligere koncerter på kroen også har vist.
“Så vi håber, at rigtig mange vil være med til at fejre fødselsdagen med os,” siger orkestrets leder, Flemming Seiersen:
Han fortæller, at ud over at spille plejer bandet også at kunne få smilet og det gode humør frem blandt tilhørerne."
"Og samtidig med, at deltagerne kan få nogle herlige timer og god mad, støtter de jo også Ørsted Kro's Venner, der står for dette og mange andre andrearrangementer på Ørsted Kro.”
Startede i 1956
Royal Garden Jazzband blev startet i 1956 i Nykøbing Mors af seks drenge fra FDF's orkester. En af dem var Flemming Seiersen, den nuværende bassist i orkestret og eneste tilbageværende fra den gang. Efter nogle års pause genstartede han bandet i 1991, og det nuværende band kan derfor også fejre 25 års jubilæum i år.
Bandet består af fire fynske og to jyske musikere. Den anden jyde er pianisten Svend Frandsen fra Grenå og formand for Djurslands Jazzklub.
Landet rundt
Den officielle fejring af Royal Garden Jazzband sker i forbindelse med det store Kulturmøde i Nykøbing Mors med knap 20.000 deltagere i slutningen af august. Royal Garden Jazzband spiller desuden i år i Århus, København, Faaborg, Bogense, Ørbæk, Otterup, Grenå og Gjerrild.
Billetter til jubilæumskoncerten koster 245 kroner og kan bestilles på kultur@oerstedkro.dk eller på tlf. 40 16 91 22. I tilfælde af dårligt vejr flyttes arrangementet til krosalen i stedet for gårdhaven.
dietz