“Vi skulle vist have kasse to åben”
Trængsel da Mission Afrika genbrug åbnede i Grenaa
Mange frivillige havde meldt sig som faste hjælpere, inden Mission Afrika Genbrug åbnede 23. juni på Fuglevænget i Grenaa. Alligevel var der travlhed over hele linjen, for kunderne flokkedes om både varer og kasseapparat.
“Vi skulle have kasse to åben”, lød det spøgefuldt fra en forpustet medarbejder, der ved butikkens eneste kasseapparat kunne se en lang kø forude.
Butikken har åben onsdag, torsdag og fredag klokken 13 - 17 og den første lørdag i hver måned klokken 10 - 13.
Biblen og lægetasken
Mission Afrika er en folkekirkelig missionsorganisation, der arbejder med evangalisation og udviklingsarbejde i Vestafrika. I samarbejde med en række forskellige kirker i blandt andet Nigeria, Sierra Leone og Centralafrika, støtter de sundhedsklinikker, lokalt skolearbejde og andre udviklingsprojekter. Mission Afrika har udsendt missionærer til Afrika i mere end 100 år.
“Det er med Bibelen i den ene hånd og lægetasken i den anden”, forklarer Frode Broksø, der er frivillig i butikken og medlem af butiksudvalget.
Genbrugskonsulent Villy Pedersen fortæller, at der i Danmark er cirka 2300 frivillige i Mission Afrikas 75 genbrugsbutikker.