Fortsæt til indhold

EM-finalen blev fejret med fri omgang i Ribe

Søndag aften stod på EM-finalehygge på Café Strygejernet i Ribe

Samfund
Jonas Wrede Hansen

Der er langt fra Ribe til Paris. For at være helt præcis er der 1.119 kilometer fra Stade de France, hvor EM-finalen i går blev spillet i den franske hovedstad, til Café Strygejernet på Dagmarsgade i Ribe.
Men trods afstanden var det ikke noget problem at få EM-stemningen bragt helt ind i varmen ved de gamle stole og borde på det lille, hyggelige sted i Ribe.

Mål og gratis omgang

Under slutrunden har Café Strygejernet vist EM-kampe.Til kampene har man kunnet sætte 25 kroner på “sit” hold, og hver gang holdet så har scoret, har man kunnet få en gratis omgang i baren. Men til finalen var det lavet om, så der var gratis øl eller sodavand, uanset hvilket hold der scorede.
En af dem, der har været med til EM-kampene på Cafe Strygejernet, er gæsten Kent Schmidt. Han var selvfølgelig også til stede under finalen.
“Det er hyggeligt. Jeg vil meget hellere se kampen her, hvor alle de andre er, end at sidde derhjemme,” fortalte han til Lokalavisen Esbjerg.
Selv havde han sat sine penge på Tyskland under slutrunden, men til hans store ærgrelse sendte Frankrig dem ud i semifinalen.
“Jeg holder ikke rigtigt med nogen i finalen, men jeg tror, Frankrig vinder.”
Det var dog Portugal, der løb med sejren efter et sent mål i forlænget spilletid.

På Café Strygejernets anden sal var der også god stemning. Under finalen havde stedet valgt at give en gratis omgang ved hvert mål. De fodboldglade gæster måtte dog vente helt til sidst i den forlængede spilletid, før de kunne udnytte dette. Det var nemlig først her, at portugisiske Eder sparkede kampens eneste mål i nettet og sendte Europamesterskabet til Portugal for første gang i landets fodboldhistorie.
Udenfor var forbipasserende også interesserede i at se kampen.