Fortsæt til indhold

Skødstrup gør klar til stor ølfest

Få billetter tilbage til Skødstrups største fest, der forventes at slå ny rekord

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Midtpunktet i Skødstrup bliver atter fyldt op med øldrikkende tyrolerklædte mænd og dirndl-klædte 'Heidier', når der på lørdag 12. marts for andet år i træk bliver holdt bierfest i byen.
“Årets bierfest er tæt på at være udsolgt, så vi forventer, at vi bliver godt 700 mennesker, der får en fantastisk fest,” fortæller en begejstret Pernille Højland-Rønde, der er formand for Event-udvalget i Midtpunktet, som er Skødstrups idræts- og kulturcenter.
Skødstrup Bierfest blev blæst i gang for første gang i 2015 med en fest for hele byen med ægte tysk bierfest-stemning, store øl-krus og 500 gæster.
Overskuddet fra arrangementet går ubeskåret til Løgten og Skødstrup Sportsforening og områdets kulturliv.
“Det er penge, vi alle kan få glæde af. Overskuddet går direkte til, at børnene for eksempel kan få et billigere kontingent til deres sportsgren,” siger hun og fortæller, at der var flere gæster, som i 2015 ramte maximumsloftet på MobilePay på 2.000 kroner.
Et ni mands stort tyrolerorkester spiller op til dans i fem timer.

Begynder klokken 13

Og det er allerede klokken fra klokken 13, der bliver råbt “Prost!” i den oppyntede hal med store borde opkaldt efter tyske delstater med plads til 45 mennesker. Bordene bliver ofte spillet ud mod hinanden, og det er med til at give en festlig stemning.
Klokken 20 er Skødstrups største fest så slut, hvor der er godt 100 frivillige, der får det hele til at spille.
De er fra 'Team Frivillig', som er et koncept, hvor det ikke kun er idrætsforeningerne, der skal stille med hjælpere til arrangementet.
Allerede nu er det sikkert, at der også bliver arrangeret en bierfest i Skødstrup i 2017.
“Vi har købt konceptet for tre år. Det har ikke været billigt, men når der bliver udsolgt, som det er ud til i år, er det penge, der er godt givet ud,” siger formanden, der selv har boet i Skødstrup i ti år.