Fortsæt til indhold

Kunsten at netværke i flok

Lokalavisen var med til et netværksmøde, som lokale erhvervsforeninger arrangerer

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

“Hvad har jeg brug for i min virksomhed, og hvad kan jeg tilbyde?”
Det er to helt essentielle spørgsmål, når de tre lokale erhvervsforeninger fra Risskov, Skødstrup og Lystrup jævnligt mødes for at netværke.
Lokalavisen Aarhus var med til det seneste netværksmøde, der blev holdt på i lokaler på Mollerup Golfklub.
Her sidder store som små virksomhedsejere i små grupper og har runder, hvor hver især fortæller om sin virksomhed og planer.
Efter et par timer bliver der udvekslet visitkort, og parterne skilles igen.
”Mit netværk har ikke noget med postnummeret at gøre. Mine kunder bor også i Risskov og Lystrup, og det vil sige, at mange af dem, jeg handler med, befinder sig i et større lokalområde. Det nordlige Aarhus er mange gange det område, man gebærder sig i, så det er meget naturligt, at man lærer de store og mellemstore virksomheder at kende i det her område. Jeg synes, jeg lærer noget af at høre om andres tanker om virksomhedsdrift. Det tvinger mig til at tænke over, hvordan jeg selv gør,” fastslår Peter Carlsen, der har været formand for Erhverv8541 i Løgten-Skødstrup i ti år.
Hans 'kollega' Steen E. Madsen, formand for Risskov Erhvervsforening, er også begejstret for netværksmøderne:

Giver samhørighed

“Et netværksmøde giver en samhørighed for dem, der vil noget med deres medlemsskab. I dag gik snakken over stok og sten, og vi lærer hinanden at kende mere i dybden. Jeg tror, også der var flere, der lavede aftaler i dag, Så sådan et møde kan også sagtens have betydning for omsætningen. Vi bruger hinanden og hinandens viden og gør det lokalt i trygge rammer,” siger han.
Steen E. Madsen har været medlem af Risskov Erhvervsforening i fire år, og de seneste to som formand og var initiativtageren til at erhvervsforeningerne fra Risskov, Skødstrup og Lystrup kom ind under en paraplyorganisation.
Udover netværksmøder for medlemmerne mødes de tre bestyrelser for erhvervsforeninger hvert kvartal. De tre foreninger har til sammen godt 200 medlemmer.

Der er ofte basis for at lære hinanden at kende i dybden til netværksmøderne.
Formændene for erhvervsforeninger i Skødstrup og Risskov: Peter Carlsen og Steen E. Madsen.