Kaster sig til OL
Diskoskasteren Kristel Høj Walther, som bor i Lystrup, har netop kvalificeret sig til de Paralympiske Lege
En stor drøm gik forleden i opfyldelse for Kristel Høj Walther, der er bosat i Lystrup.
Da de sidste pladser til atletikkonkurrencerne ved de Paralympiske Lege i Rio blev fordelt i den forgangne uge, fik hun tildelt en af disse.
Så glæden var naturligvis stor for den 28-årige diskoskaster fra Aarhus 1900. Dermed er hun blandt de 15 atleter, som skal repræsentere Danmark i Rio fra 7.-18.september.
“Jeg blev vildt glad, da jeg fik det at vide, men jeg skulle holde det hemmeligt et par dage. Og det var først, da jeg kunne dele det med familie og venner, at den største glæde kom,” siger Kristel Høj Walther og fortsætter:
"Det er ikke rigtig gået op for mig, hvad det er, jeg skal med til. Det er så tæt på, og alligevel så langt væk."
Siger hun på syngende fynsk. Kristel Høj Walther forlod i november barndomsøen efter at have færdiggjort sin kandidatgrad i Medievidenskab i Odense.
Diskoskasteren flyttede til Lystrup af to grunde. Fordi der var flere jobmuligheder i det østjyske og for at kunne komme til at træne mere sammen med landstræner Simon Steward, der bor i Aarhus.
Desværre er der ikke sket det store på jobfronten, men til gengæld er der kommet godt gang i eliteidrætskarrieren.
”Jeg har rykket mig helt vildt med Simon. Han har lært mig at træne rigtigt. Han er tidligere kuglestøder og diskoskaster, så han ved en del om fysik og teknik,” siger den kommende OL-deltager, som på blot to år har bevæget sig op i verdenseliten i sin klasse for kvindelige diskoskastere.
Underbensamputeret
Kristel Høj Walther har været underbensamputeret siden 2008 efter en godartet svulst i højre hæl.
“Jeg var lige blevet student, da tumoren i min ene hæl blev opdaget. Den var meget aggressiv og begyndte at æde knoglen i min højre hæl. Den var godartet og spredte sig ikke, men min højre fod blev langsomt ødelagt. Jeg gik rigtig dårligt til sidst og havde ondt i hele kroppen og kunne ikke sove om natten,” fortæller hun.
”Det var selvfølgelig rigtig øv at få en amputering, men på en anden side kom jeg ud af mit smertehelvede. Jeg har ikke fortrudt det, for min livskvalitet er blevet meget bedre. Og dét at jeg kan dyrke atletik på så højt niveau og nå så langt har givet mig ubeskriveligt meget,” siger hun.
Kristel Høj Walther vil gerne inspirere andre og vise, at livet ikke slutter, fordi man har et handicap.
“Det at være god til noget og kunne sætte nye mål og opfylde dem, betyder rigtig meget for mig,“ fastslår hun.
Oldefar var fanebærer
Med Kristel Høj Walthers OL-deltagelse i Rio til september er ringen på en måde sluttet for den talentfulde diskoskaster.
"Min oldefar deltog til OL i 1924 og var fanebærer ved åbningscermonien. I 1952 var min farfar til OL, og i år er det så min tur til at gå i familiens fodspor, " siger hun.
Oldefaderen vandt ovenikøbet en Ol-sølvmedalje i holdgymnastik, men den 28-årige diskoskaster har dog ingen ambitioner om metal.
Til VM i efteråret blev det til en 8.plads med et kast på 24.15 meter.
“Jeg vil ikke love noget, men min personlige rekord til konkurrence er 27, 55 meter, og jeg har kastet lidt over 30 meter til træning, så der er bestemt muligheder for en god placering. Alt er næsten muligt, hvis jeg kaster mit bedste,” siger den kommende OL-deltager fra Aarhus 1900.