Fortsæt til indhold

Her er senior-sundhed i højsædet

Folkenetværket giver redskaber til en bedre seniortilværelse

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Vidste du, at der er 25 steder i kommunen, hvor alle kan dyrke fitness i det fri året rundt? Og nogle steder endda med erfarne instruktører.
Det er blot nogle af de aktiviteter, som sundhedsfremmende seniorer i Folkenetværket står for.
Der er tale om en borgerdrevet foreningen, som samarbejder med Folkesundhed Aarhus, der er et kommunalt tilbud med gratis hjælp og vejledning, hvis man har fysiske eller psykiske udfordringer og ønsker at leve sundere.
Lokalavisens udsendte møder repræsentanter fra foreningen en halvkold maj-dag i Mindeparken. Her holder Folkenetværket til hver onsdag fra klokken 10-11 med gratis instruktion på de udendørs fitnessredskaber.
“Vi er her altid én gang om ugen uanset vejret, og i Riis Skov hver mandag fra klokken 16 til 17. Vores opgave er at gøre kommunens ældre borgere mere selvhjulpne, eller sagt på en anden måde at vejlede de motionsuvante,” siger formanden for Folkenetværket, Hans Jørgen Riis og fortsætter:
“Vi er et supplement til de etablerede idrætsforeninger. Vi skal ikke konkurrere med dem, men de kan ikke favne alle altid. Hos os kan alle være med. Også de såkaldte idrætssvage, der kan komme i gang på egne præmissser.”
Han er 63 år, bor på Christiansbjerg og var selv i et livsstilsforløb hos Folkesundhed Aarhus på Ceres Allé, men problemet var at fastholde gode nye motionsvaner, da forløbet stoppede,
Så han var med til at starte Folkenetværket op og gøre den til en folkeoplysende forening.
“Det er en måde at kvalitetssikre mit eget liv på med at dyrke motion og erfaringsudveksle med ligesindede i stedet for at sidde i sofaen og se 20 timers tv og knurrer, som jeg gjorde hver dag, når min kone tog på arbejde,” siger formanden.
66-årige Anni Nielsen fra Egå er med i Folkenetværkets bestyrelse. Efter at have arbejdet en del år som hjemmehjælper fik hun en depression og kom herefter i et sund livsstil-forløb på Ceres Allé hos Folkesundhed Aarhus. Og det var her, hun mødte hun Hans Jørgen Riis, der efter et langt arbejdsliv - 41 år hos Post Danmark - var blevet henvist her til.

Populære gågrupper

“Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg ville være endt, hvis jeg ikke havde haft det her netværk. Motion giver simpelthen bare livsglæde, og fællesskaber med andre giver livskvalitet. Og så giver motion bedre motorik, så man ikke vælter og slår sig i hjemmet,” siger hun.
Udover fitness i det fri står Folkenetværket også for gågrupper, cykelgrupper, selvtræning på Lokalcenter Bjerggaarden og forskellige sociale arrangementer.
“Vores gågrupper er ekstremt populære. Vi går fra Folkesundheds Aarhus' lokaler på Ceres Allé hver onsdag klokken 12, og så udforsker vi byen.” siger Anni Nielsen.
Det sociale med ligesindende spiller mindst lige så stor en rolle som motionen.
“Vi er 40 medlemmer i dag, men jeg forventer, at vi har muligheder for at blive mange flere. Det er jo ikke så svært at starte noget nyt op. Kunsten er at få det til at fortsætte og få alle medlemmer til at yde noget. For man skal selv hjælpe til i den her forening. Nu har vi fået Lokalcenter Bjerggården som hjemmebane med nye fitnessredskaber, så jeg tror godt vi kan komme op på flere hundrede medlemmer,” siger Hans Jørgen Riis.

76-årige Jørgen Trolle er et af de nyeste medlemmer af Folkenetværket. Han mødte tilfældigt foreningen i Riis Skov, da der blev dyrket fitness i det fri der.