Moesgaard bliver en ny stor scene
Det Kgl. Teater vil fremover spille hver andet år på Moesgaard Museum. Først ”Røde Orm”, derefter ”Kong Arthur”
Når ”Røde Orm” næste år spilles på taget af Moesgaard for forventeligt lidt over 100.000 publikummer, er det samtidig startskuddet til et permanent samarbejde med Det Kongelige Teater og det aarhusianske museum.
Det betyder, at man i Aarhus i 2019 kan opleve ”Kong Arthur”, som Det Kgl. Teater netop har haft premiere på i Dyrehaven i København, mens Dyrehaven får ”Røde Orm” i 2018.
“Det er vores ambition, at det skal fortsætte,” siger Henrik Sten Petersen, der salg- og planlægningsdirektør på Det Kgl. Teater.
“I 2017-fonden og på Moesgaard Musem vil man også gerne have noget, der kan blive en tradition. I 2020 skal vi lave noget helt nyt, og det skal så til Aarhus i 2021. Men nu skal vi lige se, hvordan publikum tager imod det i Aarhus. I Dyrehaven er ”Kong Arthur” blevet modtaget med stor entusiasme – vi har solgt 90.000 billetter af de 106.000, der er til salg.”
Også i Aarhus skal tribunerne kunne rumme lidt over 100.000 publikummer. Der er allerede nu solgt et par tusinde billetter, siger Henrik Sten Petersen.
“Der skal sælges 75.000 billetter til sådan et arrangement, hvis det skal løbe rundt. Det koster et stort millionbeløb at sætte op, men det er også et stort setup.”
Glæde på Moesgaard
Også på Moesgaard glæder man sig over aftalen med Det Kgl. Teater.
“Vi forventer os meget af det samarbejde,” siger direktør Jan Skamby Madsen.
“Det er vidunderligt at have fået en bygning, hvor børnene kan kælke om vinteren, fuglekiggerne kan se på trækfugle fra, og som man nu også kan spille teater på. Den er funktionel i forhold til det, vi gerne vil, nemlig at skabe liv og glade dage.”
Museet vil være et sted, der arbejder med historie og antropologi, siger han.
“Jo mere vi kan understøtte det, jo bedre. Vi leger med film i ”Gladiator”-udstillingen, og vi vil også lege med teater, gerne med en solid, historisk baggrund. Det er ”Røde Orm” jo ikke, men det er en skidegod historie. Den fortjener at blive vist herude. I maj næste år bliver historien indlemmet i vores permanente vikingeudstilling, hvor man kan vælge en identitet at rejse ud med. Vi får vi lavet en figur af Andreas Jebro, der skal spille Røde Orm, og så kan man sejle med ham på den rute, som han bevægede sig af.”
Ud fra hovedstaden
Skuespilchef på Det Kgl. Teater Morten Kirkskov er glad for, at teatret med ”Røde Orm” og ”Kong Arthur” bevæger sig væk fra hovedstaden.
“Vi er nationalscenen i dette land, så det er en del af vores forpligtelse at komme ud i landet. Nu skal jyderne til at finde ud af at tage på udflugt for at se teater på samme måde, som man gør i Dyrehaven,” siger han.
“Skuespillerne elsker det. Det er sjældent, at de oplever at spille live for 3.500 mennesker. Der er meget fysik i det, og så stor en scene kræver nogle flere kræfter. Spillet skal være større, når det skal nå ud til sidste række.”