Ny udstilling om dansk børnefjernsyn i Den Gamle By
Mød barndomsidoler i Den Gamle By fra 4. maj
Fjernsyn for børn har en særlig og kærlig plads i manges hukommelse, og historien om dansk børne-tv er efterhånden ganske lang.
Siden 1950'erne har DR produceret programmer, der tog børnepublikummet alvorligt.
Nu inviterer Den Gamle By alle nye og ældre fans til at se eller gense en kavalkade af filmklip, dukker, rekvisitter, tøj og legetøj gennem mere end 60 år.
Udstillingen er et samarbejde mellem DR og Den Gamle By og kan ses fra 4. maj og indtil 3. januar næste år.
Gensyn med fjernsyn
Her er der gensyn med Jørgen Clevin og Dr. Lieberkind, dukkerne Anna og Lotte samt Kaj og Andrea, der kan få gode minder til at dukke op. Mange af DR's figurer er langtidsholdbare, og udstillingen vil på én gang tale til børn, deres forældre og bedsteforældre.
Børnene kan sætte film og musik i gang blandt andet i Bullerfnis-tv'et, og de kan stå ved Ramajetternes kontrolpult og sende et fly hen over Ramasjang-øen. Ved at kigge ned gennem et hul i taget på Bamses hus kan man se små ny-producerede film fra Bamses hverdag.
Udstillingen er en del af en større satsning, som skal løfte formidlingen og gøre museet endnu mere indbydende og aktiverende for børnepublikummet.
Donation på 2,8 millioner
Til det formål har Den Gamle By fået 2.800.000 kroner fra Nordea-fonden.
Til at supplere tidsbillederne fra fjernsynet har Den Gamle Bys medarbejdere håndplukket tøj og legetøj fra 1950'erne og til i dag.
I forlængelse af udstillingen inviterer Den Gamle By og DR til en række weekend-events med figurer fra tv-programmer og Ramasjang-universet.
Mød DR’s børneværter
Her kan de møde blandt andre Rosa fra Rouladegade, Onkel Reje og Nørderne. Den første weekend er 14. og 15. maj, hvor Ramasjang-værten Jacinta fortæller historie i Den Gamle By, mens hun tager børnene med ind i sit univers.
/KSK