Nu satser legetøjs-firmaet Barnets Verden på udlandet
Med et år på bagen går det så godt for legetøjs-firmaet Barnets Verden i Højbjerg, ejet af et ungt par, at udlandet nu venter
“Det værste, der kan ske, er, at vi blot dropper udlandet igen. Vi har altså alt at vinde. Det har lidt været vores motto fra begyndelsen: Vi er nødt til bare at prøve, prøve og prøve,” fortæller 26-årige Marianne Vesterager Guldager fra web-shoppen Barnets Verdens lager og kontor i Højbjerg.
Sammen med sin mand Søren Vesterager Guldager, ligeledes 26 år, satte hun legetøjs-web-shoppen i søen i juni sidste år. Her et år senere er parret nu klar til også at indtage det store udland - i første omgang Holland, hvor firmaet efter planen åbner en hjemmeside til august.
“Nu har vi taget det tunge læs og er klar til at udvide,” lyder det fra Marianne Vesterager Guldager.
Pædagogisk viden i spil
Det var som nyuddannet pædagog, at Marianne for halvandet år siden satte sig ned og spekulerede over, hvad fremtiden skulle bringe for hende. Drømmen om at være selvstændig har altid været der, og nu øjnede hun så muligheden for at kombinere sin pædagogiske viden med det at blive sin egen chef.
“Skulle jeg prøve at få mit eget, så skulle det være nu, hvor vi ikke havde børn og ikke havde tilpasset vores livsstil til andet end SU,” fortæller Marianne Vesterager Guldager, som i dag dog er blevet højgravid.
“Jeg begyndte at undersøge, hvad, jeg synes, manglede på markedet. Jeg besluttede at ville sælge kvalitetslegetøj, som er fuldstændig fri for alle former for gift. Desuden ville jeg bringe min pædagogiske viden mere i spil, så derfor er der lange produktbeskrivelser på alle vores varer, som forklarer, hvad netop dette stykke legetøj stimulerer. Jeg går nemlig ikke så meget ind for, at man kigger på alder og køn, når man køber legetøj, men mere på, hvad man gerne vil stimulere ved barnet,” fortæller den unge forretningsdrivende.
Hårdt men spændende
Det unge par lægger ikke skjul på, at det har været drønhårdt arbejde at nå dertil, hvor de er i dag, men det har været det hele værd.
“Det er klart, at man må acceptere, at virksomheden fylder alt, og man må prioritere samt lægge sin livsstil efter, at der hverken er tid til veninder eller særlig mange penge på kontoen. Men det har været et sindssygt spændende år og rigtig fedt at lave et projekt sammen,” lyder det fra Marianne Vesterager Guldager.