“Vil vi have indflydelse, må vi selv på banen”
I Tranbjerg har de tænkt ud af boksen i forhold til byens fremtid. “Vi har ikke ladet os begrænse,” siger fællesrådsformanden
I Tranbjerg Fællesråd vil de gerne have indflydelse, så derfor slog de også hurtigt til, da der blev åbnet for høringssvar til Aarhus Kommunes 'Planstrategi 2015 - Klog vækst frem mod 2050'.
Fællesrådet arrangerede en række borgermøder, hvor “Tranbjergs fremtid” var temaet. På møderne blev der virkelig tænkt ud af boksen i forhold til indretningen af Tranbjerg frem mod år 2050.
“Vi har kastet mange bolde op og har ikke ladet os begrænse af økonomi, og hvem der ejer de forskellige områder, som vi har valgt at fokusere på,” fortæller formanden for Tranbjerg Fællesråd, Jørgen Halle, før han fortsætter:
“Vi vil faktisk gerne forandringer i Tranbjerg, men vi vil naturligvis gerne have indflydelse på forandringerne. Det handler også om ejerskab til de nye tiltag - der kommer en større velvilje til det nye, hvis folk er med fra begyndelsen.”
Medejerskab til det lokale
Netop indflydelse er hele årsagen til, at Tranbjerg Fællesråd og borgerne i byen er gået så aktivt ind i udarbejdelsen af det her hørringssvar.
“For hvis ikke vi giver vores bidrag med, så udvikler andre henover hovederne på os. Vil vi have indflydelse, må vi selv komme på banen. Desuden mener vi også, at det er hamrende vigtigt, at man tager ejerskab i det lokalsamfund, som man bor i,” siger Jørgen Halle, som understreger, at idéerne i høringssvaret er kommet fra Tranbjerg-borgerne selv og ikke kun fra fællesrådet.
Bæredygtig byfortætning
I hele processen har fællesrådsformanden opfordret alle til at tage ja-hatten på og se muligheder fremfor problemer i en byfortætning. Han giver et eksempel på, hvorfor flere mennesker indenfor Tranbjergs bygrænse er en god idé.
“Hvis vi vil have lækre indkøbsfaciliteter og et godt grundlag for, at alting kører rundt i byen, så skal der flere borgere til. Men selvfølgelig handler det ikke om bare at få proppet flest muligt mennesker ind i Tranbjerg. Der skal ske en byfortætning, som er fornuftig og bæredygtig.”