Sidste omgang med Metal Magic her
Det er en hår(d) omgang at være med til Metal Magic i Fredericia
Metal Magic, Fredericias efterhånden berømte metalmusik-festival, løb af stabelen sidst på sidste uge. Og selvom man er inkarneret metalfan, kan man godt løbe træt og få brug for et stille og roligt rundstykke.
Det var i hvert fald behovet for en flok forholdsvis unge mænd, der fredag formiddag samlede sig i den ende af festivalpladsen, hvor højttalerne havde sværest ved at nå dem. Alle var de klædt i miljøets sorte nuancer. Undtagen én, der gik sine egne veje i en meget grøn Teenage Mutant Ninja Turtles-tshirt. Men han så ikke ud til at blive mobbet af den grund: Alle sad og hyggede sig med lidt morgenmad. Nogle spiste fra paptallerken, andre fra dåse...
“Det er en hård omgang,” lød det fra en hen over bordet, hvorefter en anden svingede med hestehalen og sagde “Ja, hår”. Alle fire finder sammen i et stille “høhøhø”. Det var hvad, energien rakte til lige da.
På teltpladsen var der så småt ved at være liv. Og på den store terrasse bag Ungdommens Hus var der allerede gang i musikken. Aggressiv metalmusik buldrede ud af højttalerne, mens folk sad ved siden af og snakkede.
Blandt andre en trio fra Irland, Australien og København. De sidste to var kommet til Fredericia for at opleve musikken, mens den irske musiker var kommet for at spille. Hun er bassist i det irske dødsmetal-band, Vircolac, der har taget navn efter det rumænske ord for varulv.