Krigsveteraner kan være en gevinst for erhvervslivet
Ledelseserfaring og en stor fællesskabsbevidsthed er nogle af de kompetencer, som krigsveteranerne kan bruge på arbejdsmarkedet
Størstedelen af de danske krigsveteraner vender tilbage uden varige mén. Krigsveteranerne har i løbet af deres udsendelse fået kompetencer, som er eftertragtede i erhvervslivet. Det fortæller formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget, Anne Jeremiassen, som har arbejdet i Forsvaret siden 2009.
"Hvis du er vant til, at dit gevær skal samles helt rigtigt, for at du ikke skal sætte dine kammeraters liv på spil, så samler du geværet helt rigtig hver gang. Sådan et mindset er en guldåre i erhvervslivet," siger Anne Jeremiassen.
Hun fortæller, at soldaterne typisk kan egne sig til lederstillinger, fordi de har erfaring med at lede på en måde, hvor man får alle med.
"Det giver pote i ledelsesstillinger. Som soldat får du ofte et meget stort ansvar i en ung alder, og har derfor erfaring som meget få andre har fået i så ung en alder. De ved godt, at hvis man skal lykkes på en mission, så handler det om at have sine folk med sig, og de ved, hvordan man gør netop det," siger Anne Jeremiassen.
Det er dog ikke nok at sige, at man har været udsendt som soldat, når man søger job. Det gælder om at fortælle, hvordan disse erfaringer kan bruges på arbejdsmarkedet. Det er blandt andet noget af det, som Lyngby-Taarbæk Kommune hjælper veteranerne med.
"Vi er med til at "oversætte" de kompetencer, som krigsveteranerne har fået, så de kan bruges på arbejdsmarkedet," fortæller Anne Jeremiassen.