Fortsæt til indhold

AC Horsens inviterer hele byen til Kick Off med musik, sjov og fodboldsnak

De Gule sparker året i gang med musik, Stand-up og fint besøg fra Superligaen

Samfund
Jeppe Rafn

Hvis AC Horsens kan fortsætte de gode resultater fra efteråret, går klubbens fans et interessant forår i møde. Næppe mange ville inden sæsonstart have troet, at 'De Gule' ville blande sig i kampen om at rykke op i Superligaen, men med en øjeblikkelig placering som nummer tre er AC Horsens i spil til en af de tre oprykningspladser.
“Vi går et spændende forår i møde, hvor vi får brug for hele byens opbakning,” siger klubbens tidligere målmand Søren Jochumsen, der i dag er ansat i administrationen i AC Horsens.

Har brug for opbakning

I bestræbelserne på at få hele byens opbakning har AC Horsens i år valgt at gøre det årlige Kick Off arrangement til et åbent arrangement for alle. Det har tidligere været forbeholdt samarbejdsklubber og sponsorer, men i år er alle helt gratis inviteret med til et par festlige timer i Forum Horsens i selskab med spillerne, trænerne og en række kendte gæster.
Den lokale musiker Esben Kronborg kommer og spiller, og komikeren Andreas Bo kommer og underholder.

Mon komikeren Andreas Bo tør afsløre, hvem han holder med i fodbold, når han optræder i Forum Horsens?

Musik og Stand-Up

Andreas Bo er selv fodboldfan og medlem af bestyrelsen i HB Køge, der ligesom AC Horsens spiller i 1. Division og er med i topstriden. Kontakten med Andreas Bo blev skabt til et VIP fodboldarrangement, men om han vil tale om fodbold til Kick Off i Horsens, ved han kun selv.
Forum Horsens får også fint besøg af to Superliga-trænere, der begge tidligere har stået i spidsen for AC Horsens. Det er den nuværende OB-træner Kent Nielsen, der i 2005 førte AC Horsens op i Superligaen og etablerede klubben i landets bedste fodboldrække. Den anden er Johnny Mølby, der fulgte efter Kent Nielsen og i 2012 var manden bag klubbens bedste sæson nogensinde med en plads i pokalfinalen og kvalifikation til Europa League.
“Vi er stolte af historien i AC Horsens og værner om den. Kent og Johnny er to af fyrtårnene i de senere år, og med dem som æresgæster får vi historien med ind i Kick Off arrangementet,” siger Søren Jochumsen.
Borgmester Peter Sørensen har også takket ja til at komme til arrangementet i den fodboldklub, han holder med.
“Borgmesteren er et symbol på Horsens by. Og vi vil gerne være et spejl af byen på banen og være med til at binde by, klub og kommune sammen, så vi er glade og stolte over, Peter Sørensen kommer,” siger Jochumsen.

AC Horsens håber på opbakning fra ikke kun fanklubben Den Gule Fare, men fra hele byen, der alle er inviteret med til Kick Off på fodboldforåret.

Spiller-præsentation

Musikeren, komikeren, Superliga-trænerne og borgmesteren er krydderierne i Kick Off arrangementet, der i sin natur primært handler om at præsentere spillertruppen, herunder nye profiler som Lasse Kryger og Peter Nymann. Spillerne bliver præsenteret enkeltvis og vist frem for publikum, der også kan glæde sig til interview med nogle af spillerne samt cheftræner Bo Henriksen og assistenttræner Niels Lodberg. Publikum får i løbet af aftenen også selv mulighed for at hilse på spillerne og få deres autografer.
“Arrangementet er både for dem, der er vilde med fodbold, og dem der bare gerne vil have en sjov og hyggelig aften,” siger Søren Jochumsen.
AC Horsens Kick Off arrangementet finder sted i Forum Horsens torsdag den 17. marts fra klokken 17.30 til cirka klokken 20. Der er gratis adgang for alle.

Kent Nielsen vender tilbage til Horsens som æresgæst til sin tidligere klubs Kick Off arrangement på fodboldforåret. Kent Nielsen er i dag træner i OB.