Fortsæt til indhold

Tv-ekspert roser OB's køb af Kenneth Emil Petersen

Jesper Thygesen er positiv i forhold til OB's kommende sæson

Samfund
Danni Paulsen

“KEP og Kent er lig med succes.”
Så kort opridser Jesper Thygesen, Superliga-ekspert for TV3 SPORT, vigtigheden af, at OB har hentet midterforsvarer Kenneth Emil Petersen i AaB.
Den rutinerede ræv har spillet under cheftræner Kent Nielsen i både AaB og Horsens, og ifølge Jesper Thygesen er Nielsen-yndlingen præcis den slags spiller, OB har manglet.
“Han er en leder. Han skal gå forrest og vise verbalt og fysisk, hvordan der skal spilles, og så skal de andre bare rette ind. Selvom han er ny i truppen, så kan han det, fordi han har den pondus, han har. Han er ikke bange for at råbe op,” siger fodboldeksperten, som er yderst positiv i forhold til det fynske forsvar, der nok også kommer til at tælle Joao Pereira som ny mand i Kent Nielsens foretrukne bagkæde.
“Jeg tror, det nye forsvar giver en større sammenhængskraft på holdet og kan hjælpe med at mindske antallet af ukontrollerede kampe. Det vil overraske mig, hvis vi ser OB lukke tredjeflest mål ind som i sidste sæson. Hallgrimur Jonasson (som er på vej væk, red.) og Lasse Nielsen (som er væk, red.) er fightere af Guds nåde, men er ikke de store ledere eller klogeste forsvarsspillere. Nu har man et meget klogt forsvar, og det bør give gevinst, så man som minimum kan vende sidste sæsons negative målscore til en positiv,” vurderer Jesper Thygesen.

Tror på sjetteplads

Det fynske fodboldflagskibs syvendeplads i sidste sæson var den højeste i fem sæsoner. Den overligger skal hæves nu.
“De skal ende i top 6. Det bliver så skelsættende med den nye struktur. En klub af OB's størrelse skal selvfølgelig have det som målsætning. Det bliver hårdt, for der er nok ni-ti klubber, der har den ambition, men det bør kunne lade sig gøre. Andet vil være skuffende,” slår han fast, men spår dog også en sjetteplads som den endelige placering.
“Det er mit bud, og det vil i min optik være godkendt,” bedyrer tv-kommentatoren, som mener, cheftræneren og sportschefen langsomt, men sikkert, er ved at rejse OB tilbage i toppen af dansk fodbold.
“Overordnet er OB stadig i gang med en slags oprydning/opbygning. Der skete meget i vinterens transfervindue, og der er sket meget i dette, men man kan virkelig se, at Kent Nielsen og Jesper Hansen er ved at have sat deres stempel på holdet. Et positivt stempel. Kent Nielsen er en af de klart stærkeste trænerkapaciteter, vi har i Danmark, så jeg synes, det ser godt ud.”