“Positive kunder selv om vi har rodet”
Udvidelse af SuperBrugsen i Auning med 400 kvadratmeter
Efter at de sidste ting blev stillet på plads fredag i sidste uge, kan uddeler Peder Bak nu melde Færdigt Arbejde. Udvidelsen af SuperBrugsen i Auning er vel overstået, og både Peder Bak selv, hans personale og vist de fleste af kunderne er godt tilfredse med resultatet.
“Selv om vi har rodet, så har kunderne været meget positive”, smiler Peder Bak.
Han kan endda supplere med en historie om en kunde, der havde gjort forhindringerne til en sjov udfordring.
“Hun havde simpelthen sammen med sit barn lavet en leg, der hed Find varen først.”
Det er seks år siden sidste omrokering, fortæller Peder Bak.
“Det er bare blevet godt.”
400 kvm ekstra
Butiksarealet er blevet udvidet med 400 kvadratmeter, så butikken nu i alt er på 2000. Byggeriet startede for 12 uger siden, og i fredags blev de sidste varer stillet på plads. Gulvet blev lavet mandag og tirsdag i denne uge, og dekorationsskiltene kommer op på fredag.
Butikken er blevet nyindrettet, så det bliver mere overskueligt at finde varerne. Desuden er alle kølemøbler blevet skiftet ud med mere miljøvenlige, der i stedet for freon kører på CO2.
Indenfor hver varegruppe er der kommet flere forskellige varer at vælge imellem, og der er også kommet helt nye varegrupper. For eksempel er folk begyndt at efterspørge flere amerikanske varer, blandt andet indenfor dressing, barbequesovs og sodavand, og mere af dette er derfor kommet på hylderne. Også italienske specialiteter er der blevet mere rift om.
Med udvidelsen er der også blevet plads til at flytte cyklerne ned fra førstesalen, så de bliver mere synlige i butikken.
Et ekstra nap
Peder Bak vil gerne fremhæve sit personale, for at udvidelsen er gået så gelinde, som tilfældet er.
“De har ydet et kæmpe stykke arbejde, og også nogle gange tilbudt at blive lidt ekstra tid for at blive færdige. Det er også derfor, det er gået så hurtigt, som det er.”
Udvidelsen markeres i uge 34. Hvad der kommer til at ske er endnu ikke planlagt.