De frivillige og de aktive ældre med dronningen til kagedyst
Frivillig Fredag flytter til Frivillig Onsdag. Der kommer nemlig royale gæster i InSide. Programmet er stort.
Forfatteren Tom Buk-Swienty og Micki Cheng fra Den Store Bagedyst er nogle af de store trækplastre, når Favrskov Kommune den 7. september holder festdag for aktive ældre og frivillige inden for det sociale område.
Dronningen skal se det hele
Programmet er spækket med spændende arrangementer og aktiviteter hele dagen, fra Kultur- og Sundhedscenter InSide i Hammel åbner dørene kl. 9.00, til arrangementet slutter omkring kl. 15.30.
Dronningen kommer sidst på formiddagen, hvor kultur- og fritidschef Ulla Egeberg og sundhedschef Birgitte Holm Andersen vil vise regenten rundt til nogle af de mange aktiviteter.
Dans, kager og Frijsenborg
Dronningen skal bl.a. møde nogle danseglade ældre. I køkkenet overværer hun en hyggelig bagedyst orkestreret af tv-kendissen og kagekreatøren Micki Cheng.
I lokalarkivet fortæller arkivleder Poul Nørgaard historier om gamle dage – bl.a. fra Frijsenborg, hvor Dronningen senere skal spise frokost.
Slagtehuset Dybbøl
Dronningens besøg i InSide varer cirka en halv time, men der er aktiviteter både før, under og efter besøget. Et af trækplastrene er et foredrag med Tom Buk-Swienty, der er kendt for sine historiske bøger - blandt andet bestselleren ”Slagtehus Dybbøl” om krigen i 1864.
Stjernestøv
“De mange foreninger og frivillige gør et kæmpestort arbejde i Favrskov, og de er blandt andet med til at løfte hverdagen for de ældre på vores plejecentre og andre steder i kommunen. Derfor synes vi, at de skal fejres. At Dronningen også besøger InSide er en stor bonus. Ikke mindst, fordi Dronningen selv har stort fokus på frivillighed og kulturelle aktiviteter,” siger borgmester Nils Borring
Prøv det selv
I løbet af dagen vil der være mulighed for at deltage i forskellige sjove og hyggelige workshops, besøge sundhedseksperimentariet, spille bankospil, bowle, kaste sig ud i dans, høre foredrag, pynte sin egen kage og meget mere. Der vil også blive budt på en let frokost til alle de tilmeldte.
Formiddagens program kræver tilmelding, mens der er åbent hus om eftermiddagen med fri adgang for alle lokalområdets aktive ældre og frivillige inden for det sociale område.
FAKTA
*Adgang om formiddagen SKAL foregå mellem kl. 8.30-10.00. Det sker af sikkerhedsmæssige grunde
*Tilmelding foregår fra 1. august 2016 på favrskovbib.dk eller på Favrskov-bibliotekerne.
*Der kan max bestilles fire billetter pr. person. Billetterne udleveres efter først-til-mølle-princippet. Der er plads til ca. 350 deltagere.
*Der er Åbent Hus med fri adgang fra kl. 12-15.
*Arrangementet er primært for aktive ældre og frivillige indenfor de sociale områder i Favrskov Kommune.