At bygge sandslotte

I Radiserne er der en stribe, hvor Thomas sidder og bygger et sandslot. Det bliver bygget efter alle kunstens regler med tårne og voldgrav. Men da slottet næsten er færdigt, stiger tidevandet, og sandslottet skylles væk. Og på det sidste billede sidder Thomas eftertænksomt og siger til sig selv: ”Man kan lære et eller andet af det her, jeg ved bare ikke rigtigt hvad!”
Sådan kan vi også godt somme tider have det. Når ting ikke lykkes, når forventninger skuffes, når alt det gode, vi ville, slår fejl, da kan vi godt tænke: Hvad var det egentlig lige, der gik galt?
I Thomas' tilfælde er det vel indlysende: Sandet var ikke stabilt nok. Når det gælder vort liv, kan det straks være sværere at lokalisere problemet. Men mange gange handler det nok også om, at fundamentet ikke er i orden.
Jesus fortæller et sted om to husbyggere. Den ene bygger på klippegrund, den anden på sand. Så begynder det at regne og storme. Og for den ene går det som for Thomas, og huset braser sammen. Det andet hus, det på klippegrund, består.
Jeg tror, Jesus med den lille fortælling vil have os til at tænke over, hvad vi bygger vores liv på.
Når vi alene sætter vores lid til egne evner, bliver vi tit skuffede. Vi kan aldrig skabe den perfekte tilværelse, og når vi tror, at bare vi anstrenger os nok, så vil livet altid lykkes, så lever vi på en løgn.
I stedet kan vi sætte vores lid til, at Gud, som har skabt os, også er den, vi fortsat kan hente støtte hos. Samtidig har Gud også skabt os, for at vi skal være der for hinanden. Og lever vi vores liv med øje for Gud og vores medmennesker, så bygger vi på en grund, der kan bære os – også de dage, hvor vores verden truer med at synke i grus.