Vagn og gutterne knokler i varmen
Når det er tørvejr, har asfaltarbejderne travlt. Vagn Byg fra Munck Asfalt er en af dem
Rigtig mange fynboer befinder sig lige nu under sydlige himmelstrøg, hvor de muligvis nyder en iskold Chardonnay med udsigt til vandet.
Men så er der folk som Vagn Byg og resten af gutterne i Munck Asfalt.
Asfaltarbejderne knokler løs på Rugårdsvej, hvor broen over jernbanen skal have udskiftet belægningen, da betonen er i dårlig stand.
Fra 70 til 40 timer
“Jeg har arbejdet med asfalt- og brorenovering i 31 år, så min krop har vænnet sig til varmen,” fortæller Vagn Byg, vejformand i Munck Asfalt, der har hovedsæde i Nyborg.
Det fysisk krævende arbejde har dog sat sine spor på Vagn Bygs 53 år gamle krop.
Derfor har han fra i år trappet ned.
“Normalt arbejder vi 60 til 70 timer om ugen. Men jeg er gået ned på fire vagter om ugen, der svarer til 40 timer. Jeg lider af slidgigt i hofte og nakke, så jeg er nødt til at passe på, hvis jeg skal arbejde til, jeg bliver 70 år.”