40-års og 25-års jubilæer i Djurslands Bank
To medarbejdere har 40-års jubilæum og en medarbejder har 25 års jubilæum
Den 15. juli kan tre af Djurslands Banks medarbejdere fejre henholdsvis 25 og 40 års jubilæum.
Den ene af 40-års jubilarerne er supportrådgiver Tove Friis. Hun startede som bankelev i bankens afdeling i Kolind, og har i alle årene været tilknyttet bankens afdelinger i Kolind, Ryomgård, Pindstrup og Nimtofte. Siden 1. januar 2016 har Tove været Supportrådgiver i bankens Kolind afdeling – et job hvor hendes mangeårige erfaring kommer afdelingens rådgivere til gode.
Tove Friis bor i Kolind og har tidligere været engageret i KPI Håndbold, både som bestyrelsesmedlem og som træner af børnehold, så det er et kendt ansigt, kunderne møder i Kolind afdeling.
Tove er gift med Eigil og sammen har de t voksne piger og tre børnebørn. I fritiden nyder Tove at gå ture samt at rejse et par gange om året, og her er Italien det foretrukne rejsemål. Fritiden bliver også brugt på ture til sommerhuset i Fjellerup, og det gerne med besøg af børn og børnebørn.
40 års jubilæum
Fonds- og finansassistent Karin Petersen startede som bankelev i bankens Grenaa-afdeling 15. juli 1976. I de fleste år har hun arbejdet med administrative opgaver inden for depot- og fondsområdet, og hun er tilknyttet bankens Økonomiafdeling.
Karin Petersen er født og opvokset i Grenaa og omegn, og hun har i alle årene arbejdet på bankens hovedkontor på Torvet i Grenaa, så det er en meget lokal og loyal medarbejder, som kan fejre sit 40 års jubilæum i Djurslands Bank.
Karin er gift med Karl Åge og sammen har de 3 voksne piger. Fritiden bliver tilbragt sammen med børn og børnebørn, familie og venner og gerne i sommerhuset i Bønnerup.
De seneste mange år er fritiden også brugt på arbejdet som formand i Bruger- og pårørenderådet på Bostedet Skovstjernen i Grenaa, hvor hun har arbejdet for at skabe bedre vilkår for de handicappede – bl.a. ved at råbe politikerne op. Dette arbejde er hun dog netop trådt ud af.
I ferier nyder Karin at rejse – det gælder både til Sydeuropa med gode venner og miniferier i Norge, hvor den yngste datter bor.
25 års jubilæum
Den 15. juli 2016 kan erhvervskundechef Lise Kristensen fejre 25-års jubilæum i Djurslands Bank.
Hun startede som bankelev i bankens Grenaa-afdeling den 15. juli 1991. Elevuddannelsen er løbende blevet suppleret med flere uddannelser – herunder en HD i Finansiering i 2001.
Siden Lise Kristensen blev udlært har hun arbejdet med rådgivning af bankens erhvervskunder. Først med udgangspunkt fra bankens afdeling i Ebeltoft i årene 1993-1998, og siden fra bankens Grenaa-afdeling.