AGF og Jobcenter Aarhus i fælles jobindsats for flygtninge
AGF og Jobcenter Aarhus har indgået en samarbejdsaftale, der har til formål at åbne døre på arbejdsmarkedet for nytilkomne flygtninge og udsatte borgere i Aarhus Kommune
Med over 250 sponsorer i sit erhvervsnetværk har AGF en naturlig indgang til en lang række virksomheder i Aarhus, og det er det netværk, der nu bliver bragt i spil i bestræbelserne på at lave en erhvervsrettet indsats for nytilkomne flygtninge og udsatte borgere i Aarhus Kommune.
Jobcenter Aarhus og AGF har således indgået en samarbejdsaftale, der har som mål at føre til konkrete beskæftigelsesrettede aktiviteter for denne målgruppe.
"Når alle føler, at de er en del af fællesskabet og er med til løse opgaver, vokser de og udvikler sig. Sådan er det på et fodboldhold, og det forholder sig ikke anderledes på arbejdsmarkedet. At få et arbejde og lære sproget er den hurtigste og bedste genvej til integration, og vi vil gerne være med til at gøre en aktiv indsats på den front. Den store udfordring, Aarhus Kommune har på dette område, er et fælles anliggende, og vi tror på, at vi kan være med til at åbne døre til arbejdsmarkedet for nytilkomne flygtninge ved at mobilisere vores sponsornetværk," siger AGF's administrerende direktør, Jacob Nielsen, i en pressemeddelelse.
"Vi har selv kun gode erfaringer med at have en flygtning i praktik Da vi fik henvendelsen fra Jobcenter Aarhus var vi i første omgang måske nok lidt tilbageholdende – men det bundede i manglede viden omkring alt det praktiske, og en ubegrundet frygt for, at det ville koste en masse ekstra timer med papirarbejde og snørklede regler, vi skulle sætte os ind i. Hele forløbet har været yderst professionelt håndteret fra Aarhus Kommunes side, og det er også derfor, at vi nu har valgt at gå ind i et mere formaliseret samarbejde, der også involverer vores sponsorer," siger direktøren.
Hos Aarhus Kommune ser social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom (SF) frem til at aktivere de muligheder, som det nye samarbejde med AGF og klubbens erhvervsnetværk fører med sig.
"Både som rådmand og AGF-fan glæder jeg mig over, at vi har indgået samarbejdsaftalen. Byens fodboldklub viser, at den tager det sociale ansvar alvorligt, og jobcentret får et ekstra redskab i sit strategiske samarbejde med virksomhederne. Jeg har store forventninger til, at samarbejdet vil styrke mulighederne for at matche flygtninge og andre på kanten af arbejdsmarkedet med de virksomheder, der mangler hænder," siger Thomas Medom.
Som en del af aftalen tilknytter Aarhus Kommune en fast kontaktperson til samarbejdet med AGF. Kontaktpersonen skal løbende følge op på indgående aftaler og eventuelle praktikforløb.