Fortsæt til indhold

Hyggeligt at man kan høre regnen når man skal sove

Samfund
Arkiv

Man behøver ikke at sove i telt, selv om man er på lejr med FDF
"Man sover rigtig godt, og det bliver ikke mørkt, som det gør inde i et telt," forklarer 12-årige Mikkel Knudsen fra FDF Aarhus 1 i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
"I går regnede det i seks timer, men det gik heldigvis ikke gennem presenningen. Det er rigtig hyggeligt, at man kan høre, at det regner, når man skal sove. Det er bare lidt svært at falde i søvn, når de andre snakker så meget."
Mikkel har tilbragt natten under åben himmel i en kæmpestor køjeseng. Den er bygget ud af granrafter, fiskenet og presenning.
Det kreative hotel huser de 20 børn og voksne fra Møllevang, som i denne uge er på FDFs Landslejr 2016 ved Himmelbjerget.
En af pigerne forklarer, hvordan hun faldt i søvn:
"Jeg talte bare regndråber i stedet for får," griner hun.
"Du snakkede meget mere end mig, jeg sagde kun 20 ord, og du sagde 200," afbryder en af Mikkels venner, og de to drenge indleder en venskabelig diskussion om, hvem der snakkede mest i den hjemmelavede kæmpekøjeseng, mens en lang dag med udeliv og leg blev til nat.
Raftehotellet er bare en af mange kreative konstruktioner, som udgør kredsens base i de ni dage, lejren varer.
"I fælleskab kan man ufatteligt meget," fortæller Michael, der er med som leder fra nabokredsen i Hasle-Åbyhøj.
"Vores forskellige egenskaber og idéer stykkes sammen, og det er pragtfuldt, når vi kan vise børnene, hvad der kan lade sig gøre med kreativitet og sammenhold."
Rammen for FDF landslejr 2016 er leg. Legens kilde er ved at løbe tør og opgaven for de 11.500 FDFere er at få kilden til at strømme igen. Opgaven løses gennem otte legestationer. Legestationer der er specielt designede til FDF Landslejr 2016. Ved at løse opgaverne på legestationerne vil det være muligt at få legens kilde til at løbe igen.
"FDF Landslejr 2016 sætter fokus på leg, fordi vi oplever, at legen er trængt i børn og unges hverdag. Vi vil give legen plads på lejren, fordi den tilbyder så meget godt. Legen er sjov, skaber fællesskab, nedbryder skel og er med til at danne os som mennesker," mener landslejrchef Morten Krogsgaard Holmriis.


-bo