Fortsæt til indhold

Hammergodt

En privat investor i Hedensted planlægger at udvikle en helt ny bydel på 400-500 huse. Borgmesteren er begejstret

Samfund
Peter Friis Autzen

I løbet af de næste cirka 15 år vil en helt ny bydel, Lille Dalby Bakker, vokse op sydøst for Hedensted.

Jordejer Just Kristensen har lagt planerne frem for kommunen. De to er gået i tæt samarbejde om projektet, som forventes at have de første grunde klar til salg i efteråret næste år.

Borgmester Kirsten Terkilsen (V) er meget begejstret.

“Bosætning er helt afgørende for Hedensted Kommune. Det her projekt er stort og vil booste hele området. Og det ligger bare hammergodt,” siger hun.

De op mod 500 nye byggegrunde sættes til salg i etaper. Dels for at sælge i takt med den løbende byggemodning. Og dels for at undgå, at tilflytterne i flere år kommer til at bo på en byggeplads - hvilket også skal forhindres ved, at der er store grønne tanger mellem områdets etaper.

Stor investering

I løbet af det kommende år skal først en rammelokalplan og siden egentlige lokalplaner på plads, inden anlægning af veje og byggemodning af grundene kan begynde.

“Kommunen skal investere i veje,” siger Kirsten Terkilsen.

Projektet betyder blandt andet, at Lille Dalbyvej skal lægges om. Kommunen vil også investere i en række nye stiforbindelser - blandt andet for at skabe en trafiksikker skolevej for tilflytterne.

Byggemodningen af de enkelte grunde er derimod en sag, Just Kristensen selv skal håndtere. Og det kræver store investeringer.

“Det her er et projekt til et godt stykke over ti millioner kroner,” siger han.

Et af de første skridt bliver at rive en gård ned - en gård, hvor hans svigerforældre bor.

“Planen er så, at de skal bo i et af de nye huse i området,” siger han.

Som investor har Just Kristensen en forretningsmæssig tilgang til projektet. Men han kan også godt se værdien for byen og kommunen.

“Tilflyttere er jo godt. Og området er meget smukt: Kuperet og med kort afstand til både golfbanen, børnehaven og midtbyen,” siger han.

Borgmesterens idé

Idéen til projektet opstod sidste år i forbindelse med golfbanens jubilæum.

“Klubben opfordrede til skabelsen af nye grunde i nærheden af banen. Og borgmesteren sagde, at hun meget gerne ville gå sammen med private om at udvikle projekter. Så tænkte vi, at vi lige så godt kunne gøre en forretning ud af det i stedet for at vente på, at kommunen kommer og eksproprierer,” siger Just Kristensen.

Et lignende antal grunde vest for golfbanen er blevet solgt i løbet af ti års tid. Og derfor tror Just Kristensen på, at de op mod 500 nye grunde øst for banen også kan sælges.

“Der er altså også ganske god gang i grundsalget i kommunen,” siger Kirsten Terkilsen.

Kommunen har i år foreløbig solgt 18 byggegrunde. Sidste år solgtes 23 kommunale grunde. Dertil kommer et antal private grundhandler.